Investeringsforeningsloven § 110

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Inddragelse af tilladelse
§ 110

Finanstilsynet kan inddrage eller suspendere en dansk UCITS’ eller afdelings tilladelse, hvis den danske UCITS eller afdeling

  • 1) anmoder herom,

  • 2) ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse,

  • 3) ikke påbegynder virksomhed senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,

  • 4) ikke udøver virksomhed i en periode på over 6 måneder,

  • 5) gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven eller

  • 6) gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven.

Stk. 2 Såfremt et investeringsforvaltningsselskabs eller et administrationsselskabs tilladelse til at administrere værdipapirfonden inddrages, skal Finanstilsynet udnævne en administrator, som tager værdipapirfonden under administration. Administrator skal være et investeringsforvaltningsselskab, som skal varetage værdipapirfondens og dens investorers interesser. Administrator skal uden ugrundet ophold sørge for, at værdipapirfonden overføres til et investeringsforvaltningsselskab, som kan overtage og videreføre administrationen af værdipapirfonden. Kan Finanstilsynet ikke udnævne en administrator, eller kan værdipapirfonden ikke overføres til et andet investeringsforvaltningsselskab, skal værdipapirfonden afvikles ved likvidation.

Stk. 3 Honoraret til administrator og andre omkostninger i forbindelse med administrationen udredes af det oprindelige investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab. Hvis dette selskab ikke råder over de fornødne midler, udredes de nævnte omkostninger af værdipapirfondens midler. Honorarets størrelse fastsættes efter forhandling med Finanstilsynet.