Investeringsforeningsloven § 14a

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 14a

En investeringsforening og en SIKAV skal indhente oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 2 Enhver, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer investeringsforeningen eller SIKAV’en, skal på investeringsforeningens eller SIKAV’ens anmodning forsyne investeringsforeningen eller SIKAV’en med de oplysninger om ejerforholdet, der er nødvendige for investeringsforeningens eller SIKAV’ens identifikation af reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 3 Investeringsforeningen og SIKAV’en skal registrere oplysningerne, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at investeringsforeningen eller SIKAV’en er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer. Enhver ændring af de oplysninger, som er registreret om de reelle ejere, skal registreres, hurtigst muligt efter at investeringsforeningen eller SIKAV’en er blevet bekendt med ændringen. De registrerede medlemmer af investeringsforeningens bestyrelse eller direktion eller SIKAV’ens bestyrelse skal betragtes og registreres som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis investeringsforeningen eller SIKAV’en efter at have udtømt alle muligheder for identifikation herefter ingen reelle ejere har eller ingen reelle ejere kan identificeres.

Stk. 4 Investeringsforeninger og SIKAV’er skal mindst en gang årligt undersøge, om der er ændringer af de registrerede oplysninger om reelle ejere. Resultatet af den årlige undersøgelse fremlægges på det bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen godkender årsrapporten.

Stk. 5 Investeringsforeningen og SIKAV’en skal opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om deres reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Investeringsforeningen og SIKAV’en skal endvidere opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.

Stk. 6 Investeringsforeningen eller SIKAV’en skal efter anmodning udlevere oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, herunder om investeringsforeningens eller SIKAV’ens forsøg på at identificere investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet. Investeringsforeningen eller SIKAV’en skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre kompetente myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 7 Hvidvasksekretariatet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Stk. 8 Stk. 1-7 finder ikke anvendelse for investeringsforeninger eller SIKAV’er, hvis ejerandele eller obligationer handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.

Stk. 9 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om oplysningernes registrering, tilgængelighed og offentliggørelse efter stk. 1, 3 og 5 i Erhvervsstyrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger investeringsforeningen eller SIKAV’en skal registrere i styrelsens it-system. Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen