Investeringsforeningsloven § 14b

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 14b

Investeringsforeninger og SIKAV’er, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 14 a, skal efter anmodning forsyne personer og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, med oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens ejerforhold.

Stk. 2 Modtager Finanstilsynet indberetninger om uoverensstemmelser i de registrerede oplysninger om en investeringsforenings eller SIKAV’s reelle ejere i medfør af hvidvaskloven, foretager Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan i denne forbindelse over for investeringsforeningen eller SIKAV’en fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.

Stk. 3 Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-system. Investeringsforeningen eller SIKAV’en skal have mulighed for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberetning derved forspildes.