Investeringsforeningsloven § 163

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 163

Finanstilsynet skal undersøge de danske UCITS’ forhold, herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner i den enkelte danske UCITS.

Stk. 2 Efter inspektion i en dansk UCITS afholder Finanstilsynet et møde med deltagelse af den danske UCITS’ ledelse, investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og eksterne revisor og den interne revisionschef, medmindre inspektionen alene vedrører afgrænsede aktivitetsområder hos den danske UCITS. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.

Stk. 3 Efter et inspektionsbesøg sender Finanstilsynet væsentlige konklusioner i form af en skriftlig rapport til den danske UCITS’ bestyrelse, direktion og eksterne revisor og den interne revisionschef.