Investeringsforeningsloven § 21

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Fondsbestemmelser for værdipapirfonde
§ 21

Fondsbestemmelser for værdipapirfonde skal indeholde bestemmelser om

  • 1) værdipapirfondens formål,

  • 2) hvilken kategori af investorer værdipapirfonden modtager midler fra,

  • 3) investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets navn og eventuelle binavne og bestemmelser om, på hvilke betingelser udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,

  • 4) den kommune her i landet, hvor investeringsforvaltningsselskabet har sit hjemsted (hovedkontor), eller adressen på værdipapirfondens administrationsselskab,

  • 5) værdipapirfondens navn og eventuelle binavne,

  • 6) værdipapirfondens opdeling i afdelinger og de enkelte afdelingers karakteristika og om, hvorvidt investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets bestyrelse kan etablere nye afdelinger,

  • 7) hvorvidt værdipapirfondens afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og om bestyrelsens mulighed for at etablere andelsklasser, herunder hvilke typer andelsklasser bestyrelsen kan etablere, og disse andelsklassers karakteristika, jf. § 18, stk. 1,

  • 8) værdipapirfondens eventuelle udstedelse af andele uden ret til udbytte (ex kupon),

  • 9) valg og udskiftning af værdipapirfondens depotselskab, på hvilke betingelser udskiftning af depotselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,

  • 10) de regler, der gælder for ændring af fondsbestemmelser, opløsning af værdipapirfonden og overflytning af afdelinger til en anden dansk UCITS,

  • 11) at det er investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, der har ret til at tegne værdipapirfonden i overensstemmelse med selskabets tegningsregler, og om, hvem der udøver stemmeretten på værdipapirer tilhørende værdipapirfonden,

  • 12) hvorvidt den enkelte afdeling er bevisudstedende eller kontoførende eller begge dele, som følge af at afdelingen kan opdeles i andelsklasser,

  • 13) hvorvidt andelene udstedes med en nominel værdi eller udstedes som stykandele, og i førstnævnte tilfælde andelenes størrelse (pålydende) og udformning af eventuelle beviser,

  • 14) hvorvidt andelene skal lyde på navn eller kan lyde på ihændehaver, og om der er begrænsninger i andelenes omsættelighed,

  • 15) emission og indløsning af andele og mulighederne for at suspendere værdipapirfondens indløsning af andele,

  • 16) hvorvidt afdelingernes overskud skal udloddes, herunder om der kan udloddes acontoudbytte flere gange årligt, eller om overskuddet skal akkumuleres,

  • 17) hvorledes værdipapirfondens aktiver værdiansættes,

  • 18) hvorledes emissions- og indløsningsprisen for andelene fastsættes,

  • 19) hvilke omkostninger der påhviler de enkelte afdelinger, og om et maksimum for, hvor stor en andel omkostningerne må udgøre af den gennemsnitlige formue i regnskabsåret,

  • 20) hvorvidt en afdeling kan udlodde af formuen for at sikre en stabil udlodningsprocent,

  • 21) hvorvidt investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan optage lån på vegne af værdipapirfondens afdelinger, jf. § 68,

  • 22) afdelingernes investeringspolitik og de almindelige regler for den enkelte afdelings anbringelse af formuen,

  • 23) hvilke markeder den enkelte afdeling kan placere midlerne på, når Finanstilsynet ikke har godkendt det pågældende marked, 

  • 24) angivelse af de lande og internationale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori en værdipapirfond agter at investere mere end 35 pct. af en eller flere afdelingers formue, og

  • 25) hvorvidt årsrapporten for værdipapirfonden skal udarbejdes på engelsk.