Investeringsforeningsloven § 56

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Pligten for danske UCITS til at give Finanstilsynet meddelelse om særlige forhold
§ 56

En investeringsforening og en SIKAV eller disses investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for foreningens eller SIKAV’ens eller en afdelings fortsatte drift. Investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet for en værdipapirfond skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for værdipapirfondens eller en afdelings fortsatte drift.

Stk. 2 Tilsvarende gælder for hvert medlem af ledelsen i en dansk UCITS og hvert medlem af bestyrelsen eller direktionen i et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, som administrerer en dansk UCITS.