Investeringsforeningsloven § 61

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Tilladelse til at deltage i ledelsen af anden virksomhed m.v.
§ 61

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen for en forening, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end foreningen, jf. dog stk. 4 og 5 og § 98, stk. 8 og 9.

Stk. 2 Andre ansatte i en forening, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem deres egne og foreningens interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.

Stk. 3 Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem deres egne og investeringsforeningens interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 2, til at eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end foreningen. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. § 190 finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

Stk. 4 Direktører og andre ledende medarbejdere må ikke være medlemmer af bestyrelsen for eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller i selskaber, som er koncernforbundne med disse selskaber.

Stk. 5 De i stk. 1 og 2 nævnte personer kan dog varetage tilsvarende stillinger i andre investeringsforeninger, hvor der er personsammenfald for flertallet af medlemmerne af bestyrelsen.

Stk. 6 Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 3 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Stk. 7 Foreningen skal mindst en gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har givet tilladelse til i henhold til stk. 1. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt foreningen ejer værdipapirer udstedt af erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen nævnt i 2. pkt. fremgå af anden tilsvarende dokumentation.