Investeringsforeningsloven § 94

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 94

Den godkendte årsrapport skal indsendes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse og senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning. Den udarbejdede delårsrapport skal ligeledes indsendes til Erhvervsstyrelsen senest 2 måneder efter delårsperiodens afslutning.

Stk. 2 Den indsendte årsrapport skal mindst indeholde de obligatoriske bestanddele og den fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supplerende beretninger som nævnt i § 89, skal disse sendes sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten, således at de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet årsrapport.

Stk. 3 Finanstilsynet kan efter forhandling med Erhvervsstyrelsen fastsætte nærmere regler om indsendelse af årsrapporter og delårsrapporter til Erhvervsstyrelsen og regler om offentliggørelse af årsrapporter og delårsrapporter. Der kan herunder fastsættes nærmere regler om, at årsrapporter og delårsrapporter skal indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen, og at kommunikation i forbindelse hermed skal foregå digitalt.

Stk. 4 Den danske UCITS skal på begæring udlevere den seneste reviderede årsrapport og den seneste halvårsrapport gratis.

Stk. 5 Et feederinstitut med et udenlandsk masterinstitut skal sende masterinstituttets årsrapport og halvårsrapport til Finanstilsynet ved digital kommunikation.