Jernbanelov Kapitel 15

Denne konsoliderede version af jernbanelov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 686 af 27. maj 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023

Kapitel 15 1 EU-forhold og internationale forhold
§ 101

Transportministeren kan indgå konventioner med andre lande om befordring af personer, bagage og gods med jernbane. Bestemmelserne i sådanne konventioner gælder i Danmark efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2 Transportministeren kan indgå aftaler med andre lande om anerkendelse af godkendelser på uddannelses- og helbredsområdet inden for jernbaneområdet og om forvaltning af godstogskorridorer.

Stk. 3 Transportministeren kan fastsætte regler om gennemførelse i dansk ret af aftalerne efter stk. 2.

§ 101a

Trafikstyrelsen kan indgå samarbejdsaftale med agenturet om forhold, der er nødvendige for at leve op til forpligtelser, som fremgår af EU-regler på jernbaneområdet, herunder om samarbejde vedrørende udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater, køretøjsomsætningstilladelser og typegodkendelser, fordeling af gebyrer og anvendelsen af den elektroniske ansøgningsportal (onestopshop).

§ 102

Transportministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse og anvendelse af retsakter fastsat af Den Europæiske Union om forhold på jernbaneområdet samt forhold vedrørende miljø og naturbeskyttelse omfattet af denne lov, herunder regler om meddelelse af påbud og forbud og om oplysningspligter. Bekendtgørelse om Banedanmarks opgaver og beføjelser

Stk. 2 Transportministeren kan fastsætte regler om en akkrediteringsordning for de organer, institutioner eller andre, der i henhold til retsakter fastsat af Den Europæiske Union skal varetage opgaver om forhold på jernbaneområdet.