Jernbanelov § 38a

Denne konsoliderede version af jernbanelov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 686 af 27. maj 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023

§ 38a

Banedanmarks etablering, udvidelse eller ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter, der er omfattet af bilag 1, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, kræver en vurdering af projektets indvirkning på miljøet samt administrativ tilladelse.

Stk. 2 Banedanmarks etablering, udvidelse eller ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter, der er omfattet af bilag 2, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, kræver administrativ tilladelse, hvis Trafikstyrelsen efter § 38 d har truffet screeningsafgørelse om, at der skal gennemføres en vurdering af projektets indvirkning på miljøet.

Stk. 3 Banedanmarks etablering, udvidelse eller ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, jf. stk. 1 og 2, kræver ikke administrativ tilladelse, når projektet opnår tilladelse ved anlægslov. Projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, kan fritages fra høring af offentligheden, jf. § 38 h, stk. 6, forudsat at formålet med dette kapitel, jf. § 1, stk. 3, opfyldes.

Stk. 4 Et konkret projekt, der er omfattet af bilag 1 eller 2, jf. stk. 1-3, kan i undtagelsestilfælde helt eller delvis fritages fra dette kapitels bestemmelser, hvis anvendelsen af disse bestemmelser vil skade formålet med projektet, forudsat at formålet med dette kapitel, jf. § 1, stk. 3, opfyldes. Fritagelsen gælder ikke høring efter § 38 i.

Stk. 5 Transportministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af fritagelsen i stk. 4, herunder om betingelserne og processen for anvendelsen.