Kemikalieloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af kemikalieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kemikalier

Lov nr. 212 af 23. maj 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 04. januar 2023

Kapitel 1 Formål og område
§ 1

Denne lov har til formål at forebygge sundhedsfare, unødvendig miljøbelastning og miljøskade i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af stoffer og blandinger.

Stk. 2 Ved administration af loven kan der lægges vægt på mulighederne for at fremme renere teknologi og for at begrænse problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse.

§ 2

Loven skal sikre, at der tilvejebringes fornødne oplysninger om stoffer og blandinger, der sælges her i landet, og sikre, at der kan foretages regulering af salg og anvendelse af de stoffer og blandinger, som er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være farlige for sundheden eller skadelige for miljøet.

Stk. 2 Ved bedømmelsen af arten og omfanget af de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne lov for at forebygge miljøskader, skal der på den ene side lægges vægt på den skade på miljøet, som stoffet eller blandingen kan medføre, og på den anden side de tekniske og økonomiske konsekvenser, herunder de omkostninger, sådanne foranstaltninger medfører såvel for samfundet som helhed som for de berørte producenter, importører og brugere.

§ 3

Ved stof forstås et grundstof og forbindelser heraf, naturligt eller industrielt fremstillet, indeholdende sådanne tilsætningsstoffer, som er nødvendige til bevarelse af stoffets stabilitet, og sådanne urenheder, som følger af fremstillingsprocessen, bortset fra opløsningsmidler, der kan udskilles, uden at det påvirker stoffets stabilitet eller ændrer dets sammensætning.

Stk. 2 Ved blanding forstås en blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer.

Stk. 3 Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvad der forstås ved stoffer og blandinger.

§ 4

Lovens regler om salg gælder også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre mod eller uden vederlag.

Stk. 2 Lovens regler om fremstilling gælder også opblanding, fortynding, imprægnering, omhældning og pakning.

§ 4a

Miljøministeren kan træffe bestemmelse eller fastsætte regler om adgangen til at besidde stoffer og blandinger og varer, som er reguleret i medfør af kapitel 6, eller som ikke er godkendt til anvendelse i Danmark, jf. kapitel 7.

§ 5

Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at stoffer og blandinger, som indeholder eller består af mikroorganismer og vira, helt eller delvist skal være omfattet af lovens bestemmelser.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at organismer, der anvendes i stedet for stoffer og blandinger eller tjener til formål inden for lovens område, helt eller delvist skal være omfattet af lovens bestemmelser.

§ 6

Ministeren kan bestemme, at nærmere angivne stoffer og blandinger delvist skal være undtaget fra lovens bestemmelser, ligesom ministeren i særlige tilfælde kan tillade, at loven fraviges.

§ 7

De bestemmelser, der efter anden lovgivning, herunder EU-forordninger, gælder for stoffer og blandinger og for varer, der indeholder eller afgiver stoffer eller blandinger, berøres ikke af denne lov, som kun finder anvendelse på disse stoffer, blandinger eller varer i det omfang, hvor anden lovgivning ikke indeholder bestemmelser herom.

§ 7a

Ministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af EU-forordninger vedrørende de af denne lov omfattede stoffer, blandinger og varer, herunder om, hvilke myndigheder der skal administrere forordningerne. Delegationsbekendtgørelse

§ 7b

Miljøministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af EU-retlige forpligtelser om salg eller import af stoffer, der er beregnet til at indgå i blandinger, der skal godkendes efter kapitel 7.

§ 8

Loven gælder ikke for stoffer og blandinger, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer andet. Det samme gælder for varer, der indeholder eller afgiver stoffer eller blandinger.

Stk. 2 Loven gælder ikke for stoffer og blandinger, der er fremstillet i udlandet, og som kun føres gennem landet som transitgods. Det samme gælder for varer, der indeholder eller afgiver stoffer eller blandinger.

§ 9

Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven, forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, de kommunale organisationer samt beskæftigelsesministeren og andre berørte statslige myndigheder.