Kemikalieloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af kemikalieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kemikalier

Lov nr. 212 af 23. maj 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 04. januar 2023

Kapitel 10 Myndighederne
§ 45

Miljøministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til Miljøstyrelsen eller andre statslige myndigheder og institutioner. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter 1. pkt., herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages, og regler om, hvem der er klageberettigede, frister for klage og opsættende virkning af klage. Bekendtgørelse om begrænsning af salg og anvendelse af creosot Bekendtgørelse om markedsføring og mærkning af flygtige organiske forbindelser i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering Delegationsbekendtgørelse Bekendtgørelse om våben og ammunition der må anvendes til jagt m.v.

Stk. 2 Ved varetagelsen af de opgaver, der påhviler ministeren, bistås denne af ministeriets styrelser. Efter forhandling med pågældende minister kan miljøministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang Arbejdstilsynet, institutioner under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, told- og skatteforvaltningen og politiet medvirker ved varetagelsen af opgaver efter loven.

§ 46

Ministeren kan bemyndige kommunalbestyrelsen eller den myndighed, der i øvrigt fører tilsyn og kontrol med den pågældende virksomhed efter reglerne i kapitel 9 i lov om miljøbeskyttelse, til at udføre opgaver i forbindelse med tilsynet med, at loven og forskrifter udfærdiget efter loven overholdes.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1, herunder at tilsynsmyndighedens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 47

Ministeren kan fastsætte regler om den tilsyns- og kontrolvirksomhed, som de i § 45 og § 46 nævnte myndigheder skal udøve, og om samvirket mellem myndighederne i øvrigt. Delegationsbekendtgørelse

§ 47a

Ministeren kan indgå aftale om hel eller delvis privat finansiering af tilsynet efter denne lov.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr til hel eller delvis dækning af udgifterne ved tilsyn efter loven, bortset fra tilsyn efter kapitel 7, eller regler fastsat i medfør af loven.

§ 47b

Tilsynsmyndigheden kan offentliggøre oplysninger om påbud, forbud og indskærpelser, som er meddelt i forbindelse med tilsynsvirksomheden, herunder oplysninger om producenter, importører eller forhandlere med nævnelse af navne på fysiske og juridiske personer og oplysninger om stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 48

Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning.

Stk. 2 I de i stk. 1 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold, herunder salg af stoffet, blandingen eller varen, skal bringes til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden derudover påbyde den ansvarlige straks eller inden for en nærmere angivet frist for egen regning at

  • 1) give efterfølgende oplysning om faren ved stoffet, blandingen eller varen, og hvordan faren kan forebygges,

  • 2) afhjælpe forhold, som er årsag til faren,

  • 3) tilbagekalde stoffet, blandingen eller varen fra forhandlere eller brugere og

  • 4) destruere stoffet, blandingen eller varen på forsvarlig vis.

Stk. 3 Forhandlere og brugere af et stof, en blanding eller en vare, som tilbagekaldes efter stk. 2, nr. 3, har pligt til at aflevere stoffet, blandingen eller varen til den ansvarlige efter dennes anvisning.

Stk. 4 Såfremt tilsynsmyndigheden ikke modtager oplysninger, der er nævnt i § 38 f og § 39, kan tilsynsmyndigheden forbyde import, salg eller anvendelse af stoffet, blandingen eller varen eller påbyde den erhvervsdrivende eller erhvervsmæssige bruger inden for en bestemt frist at udføre eller lade udføre de nødvendige undersøgelser til dokumentation for, at stoffet, blandingen eller varen opfylder de fastsatte krav.

Stk. 5 Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1, 2 og 4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 48a

Tilsynsmyndigheden kan lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 2 Forhandlere og brugere af stoffer, blandinger og andre varer, som tilbagekaldes efter stk. 1, har pligt til at aflevere dem efter tilsynsmyndighedens anvisning.

Stk. 3 Tilsynsmyndigheden kan pålægge den ansvarlige at modtage eller betale for bortskaffelse af stoffer, blandinger og andre varer, der tilbagekaldes efter stk. 1.

Stk. 4 Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at et stof, en blanding eller en vare udgør en alvorlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet, kan den for den ansvarliges regning uden forudgående påbud destruere eller på anden vis ubrugeliggøre stoffet, blandingen eller varen, hvis det anses for nødvendigt.

Stk. 5 Tilsynsmyndigheden kan, når det skønnes påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof, en blanding eller en vare. Offentliggørelse efter 1. pkt. kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 6 Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-5 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 48b

Ved overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov kan tilsynsmyndigheden eller politiet på vegne af tilsynsmyndigheden under iagttagelse af reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 beslaglægge ulovlige stoffer, blandinger og andre varer

  • 1) med henblik på lovliggørelse eller destruktion,

  • 2) til sikring af bevismidler og

  • 3) til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde.

Stk. 2 Ulovlige stoffer, blandinger og andre varer, som ingen har eller vedkender sig rådighed over, og hvorover ingen gør en ret gældende, kan tages i bevaring af tilsynsmyndigheden eller politiet på vegne af tilsynsmyndigheden. Stk. 1, 4 og 5 finder ikke anvendelse.

Stk. 3 Er ulovlige stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt eller taget i bevaring efter stk. 1 eller 2, ikke blevet lovliggjort inden 4 måneder efter udløbet af den måned, hvor varerne er beslaglagt eller taget i bevaring, kan tilsynsmyndigheden uden yderligere varsel destruere de pågældende stoffer, blandinger og andre varer og disses emballager, hvis det skønnes nødvendigt for at forebygge fare for sundheden eller miljøet. Det samme gælder, hvis skyldige bødekrav eller sagsomkostninger ikke er betalt inden udløbet af den frist, der er angivet i 1. pkt. Er der tale om stoffer, blandinger eller andre varer, hvor tilsynsmyndigheden vurderer, at lovliggørelse ikke vil kunne ske inden udløbet af den frist, der er angivet i 1. pkt., kan tilsynsmyndigheden destruere de pågældende stoffer, blandinger eller andre varer straks.

Stk. 4 Er ansøgning om godkendelse af bekæmpelsesmidler, der er beslaglagt efter stk. 1, ikke modtaget senest 10 dage efter beslaglæggelsen, kan tilsynsmyndigheden destruere dem straks.

Stk. 5 Hvis stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt efter stk. 1, er blevet lovliggjort og skyldige bødekrav og sagsomkostninger er betalt, inden der er sket destruktion, jf. stk. 3 og 4, udleveres de til den, hos hvem de er beslaglagt, eller til en anden, som godtgør at være berettiget til dem. Dette gælder dog ikke nødvendige eksemplarer til bevissikring.

Stk. 6 Omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse, bevaring og destruktion pålægges den for forholdet ansvarlige.

Stk. 7 Afgørelser efter stk. 1-6 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 49

Tilsynsmyndighederne eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at udføre tilsyns- eller andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt med hjemmel i loven. Tilsynsmyndigheden har herunder adgang til at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og medtage andre genstande uden vederlag, herunder eksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer, der er reguleret i medfør af loven. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres. Producenten eller importøren af en udtaget produkt- eller vareprøve er forpligtet til at godtgøre en forhandler prøvens fakturapris eller levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af kvitteringen.

Stk. 2 Politiet yder bistand hertil. Nærmere regler herom kan fastsættes af miljøministeren efter aftale med justitsministeren.

Stk. 3 Enhver producent, importør eller forhandler, som sælger stoffer, blandinger eller andre varer via en onlinegrænseflade, skal efter anmodning fra tilsynsmyndighederne og for egen regning fremsende prøveeksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer til brug for tilsynsmyndighedernes varetagelse af tilsynsopgaver eller andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov. Tilsynsmyndighederne sender kvittering for fremsendte eksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer til afsenderen. Producenten eller importøren af de fremsendte prøveeksemplarer er forpligtet til at godtgøre en forhandler de fremsendte prøvers fakturapris eller levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af en kvittering.

Stk. 4 Tilsynsmyndighederne kan som led i kontrollen med overholdelse af reglerne i loven eller i regler fastsat i medfør af loven erhverve prøveeksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer omfattet af lovens anvendelsesområde, herunder ved brug af skjult identitet.

§ 50

Tilsynsmyndighederne kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold på en onlinegrænseflade, hvis denne henviser til stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde. Tilsynsmyndighedernes afgørelser efter 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 50a

Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade for at eliminere en alvorlig risiko i følgende tilfælde:

  • 1) Hvis et påbud efter § 50 ikke er efterkommet.

  • 2) Hvis der på onlinegrænsefladen gentagne gange er solgt eller formidlet salg af stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter tilsynsmyndighedens anmodning. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3 Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå tilsynsmyndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4 Tilsynsmyndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Hvis grundlaget for blokering ikke længere er til stede, skal tilsynsmyndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5 Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal tilsynsmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.

§ 51

Tilsynsmyndighederne har pligt til at give ministeren eller den myndighed, ministeren bestemmer, alle oplysninger vedrørende tilsyns- og kontrolvirksomheden.

Stk. 2 Tilsynsmyndighederne kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at udføre opgaver efter denne lov. Tilsynsmyndigheden kan i forbindelse hermed foretage sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger i kontroløjemed.

§ 51a

Der opkræves en afgift på 500 kr. for udstedelse af eksportcertifikat til stoffer eller blandinger, der er omfattet af loven eller af bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Er et tilsvarende certifikat udstedt før af den pågældende myndighed, er afgiften dog kun 100 kr. Hvis et eksportcertifikat ønskes udfærdiget på to hverdage eller derunder, er afgiften det dobbelte. Betalingen af afgift skal ske samtidig med anmodningen om udstedelsen af certifikatet.

§ 51b

Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse i forbindelse med administration og kontrol af EU-forordninger vedrørende de af denne lov omfattede stoffer, blandinger og varer. Bestemmelserne finder endvidere anvendelse i tilfælde, hvor en udenlandsk myndighed anmoder ministeren eller tilsynsmyndighederne om oplysninger til brug for administration og kontrol af det pågældende lands lovgivning.

§ 51c

Miljøministeren fastsætter regler om sagsbehandlingen, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser.

§ 51d

Den, der fører et register over tjenesteydere, der er tilgængeligt for danske miljømyndigheder, skal stille dette til rådighed for myndigheder i andre EU/EØS-lande på samme vilkår.