Kemikalieloven § 50a

Denne konsoliderede version af kemikalieloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kemikalier

Lov nr. 212 af 23. maj 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 04. januar 2023

§ 50a

Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade for at eliminere en alvorlig risiko i følgende tilfælde:

  • 1) Hvis et påbud efter § 50 ikke er efterkommet.

  • 2) Hvis der på onlinegrænsefladen gentagne gange er solgt eller formidlet salg af stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter tilsynsmyndighedens anmodning. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3 Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå tilsynsmyndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4 Tilsynsmyndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Hvis grundlaget for blokering ikke længere er til stede, skal tilsynsmyndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5 Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal tilsynsmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.