Kommunal- og regionalvalgloven § 24a

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 08. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

§ 24a

Kandidatlister for et parti, der den 1. august i valgåret er opstillingsberettiget til folketingsvalg, skal som listebetegnelse anvende partiets navn til folketingsvalg eller en betegnelse, hvori dette navn indgår. Tilsvarende gælder kandidatlister for det tyske mindretals parti.

Stk. 2 Andre kandidatlister kan som listebetegnelse ikke anvende navnet på et af de partier, der er nævnt i stk. 1, en betegnelse, hvori dette navn indgår, eller en betegnelse, der kan give anledning til, at kandidatlisten forveksles med kandidatlister for et af disse partier.

Stk. 3 Som listebetegnelse kan ikke anvendes enkelte bogstaver (A, B, C osv.) eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord (RV, CD, SF, KRF osv.).

Stk. 4 En listebetegnelse kan ikke anvendes, såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 2 har eneret til listebetegnelsen. Listebetegnelsen kan dog anvendes, hvis indehaveren af eneretten har samtykket i kandidatlistens brug af listebetegnelsen.

Stk. 5 Viser det sig, at det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 2 har eneret til listebetegnelsen for en godkendt kandidatliste, jf. § 27, og samtykker indehaveren af eneretten ikke i kandidatlistens brug af listebetegnelsen, kan valgbestyrelsen tilbagekalde godkendelsen. Kandidatlistens ret til at deltage i valget bortfalder.