Kommuneskatteloven § 7

Denne konsoliderede version af kommuneskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunal indkomstskat

Lov nr. 101 af 31. marts 1967,
jf. lovbekendtgørelse nr. 935 af 30. august 2019,
som ændret ved lov nr. 1052 af 30. juni 2020, lov nr. 2052 af 19. december 2020 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 7

Kommunalbestyrelsen kan vælge at budgettere enten med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget for kommunal indkomstskat og kirkeskat eller med et statsgaranteret udskrivningsgrundlag for kommunal indkomstskat og kirkeskat.

Stk. 2 For kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, foretages afregning efter § 15 og § 16, stk. 1-4.

Stk. 3 For kommuner, der har valgt at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, foretages afregning efter § 15 og § 16, stk. 4.

Stk. 4 Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag fastsættes ud fra en opgørelse af kommunens udskrivningsgrundlag for året 2 år forud for beregningsåret reguleret med en fremskrivningsprocent for udviklingen i det kommunale udskrivningsgrundlag. Social- og indenrigsministeren fastsætter bestemmelser om fremskrivningsgrundlaget for kommunernes udskrivningsgrundlag. Social- og indenrigsministeren giver meddelelse om det statsgaranterede udskrivningsgrundlag senest den 1. juli i året forud for det indkomstår, det vedrører. Fremskrivningsprocenten for kommunernes statsgaranterede udskrivningsgrundlag fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.