Kommunestyrelsesloven Kapitel II

Denne konsoliderede version af kommunestyrelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunernes styrelse

Lov nr. 223 af 31. maj 1968,
jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1777 af 28. december 2023

Kapitel II Kommunalbestyrelsen
§ 5

Kommunalbestyrelsens medlemstal fastsættes i styrelsesvedtægten. Medlemstallet i kommuner med over 20.000 indbyggere skal være ulige og mindst 19 og højst 31, i Københavns Kommune dog højst 55, jf. dog stk. 3. Medlemstallet i kommuner med under 20.000 indbyggere skal være ulige og mindst 9 og højst 31.

Stk. 2 Antallet af indbyggere, jf. stk. 1, opgøres pr. 1. april i det år, hvor der afholdes valg til kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan med henblik på at fremme det tyske mindretal i Sønderjyllands repræsentation fastsætte regler om, hvilket antal medlemmer der mindst skal vælges til en kommunalbestyrelse.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om det tyske mindretal i Sønderjyllands valg af en tilforordnet til kommunalbestyrelsen og til et af den tilforordnede valgt stående udvalg. Den tilforordnede har ikke stemmeret. Den tilforordnede har i øvrigt de rettigheder, der i lovgivningen er knyttet til medlemskab af kommunalbestyrelsen henholdsvis udvalget.

§ 6

Den nyvalgte kommunalbestyrelse afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december i det år, hvori valget afholdes, dog tidligst efter at den hidtidige kommunalbestyrelse har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og begæringer om fritagelse for at modtage valg. Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af kommunalbestyrelsen, eller, hvis flere har været medlem lige længe, af det ældste af disse.

Stk. 2 På det konstituerende møde vælger kommunalbestyrelsen sin formand blandt sine medlemmer efter reglerne i § 24, stk. 1. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet.

Stk. 3 Ingen, der er ansat i kommunen, kan være formand for kommunalbestyrelsen. Endvidere kan kommunalbestyrelsens formand ikke samtidig være formand for regionsrådet.

Stk. 4 Så snart valget af formand har fundet sted, vælger kommunalbestyrelsen blandt sine medlemmer en næstformand til at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foregår i øvrigt efter samme regler som dette.

Stk. 5 Det kan i styrelsesvedtægten bestemmes, at kommunalbestyrelsen blandt sine medlemmer vælger en første og en anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald. Valget ledes som angivet i stk. 4 og foretages under ét som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3.

Stk. 6 Valgene af formand og næstformand (næstformænd) har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

§ 7

Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen er pligtig at modtage valg til formand eller næstformand.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fritage formand og næstformand for deres hverv for resten af funktionstiden. Kommunalbestyrelsens formand har krav på fritagelse, dersom vedkommende vælges til regionsrådsformand.

Stk. 3 Når en formand eller næstformand fritages for sit hverv, dør eller udtræder af kommunalbestyrelsen, foretages nyt valg efter reglerne i § 24, stk. 1, for resten af kommunalbestyrelsens funktionstid. Er der valgt flere næstformænd, besættes den ledigblevne plads dog af den gruppe i kommunalbestyrelsen, som har valgt den afgående næstformand.

§ 8

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvornår og hvor ordinære møder skal afholdes. Mødeplanen offentliggøres i begyndelsen af hvert regnskabsår. Ordinært møde afholdes som regel mindst en gang om måneden. Tid og sted for mødet offentliggøres.

Stk. 2 Ekstraordinære møder afholdes, når borgmesteren finder det fornødent, eller mindst en tredjedel af medlemmerne forlanger det. Borgmesteren fastsætter tid og sted for de ekstraordinære møders afholdelse, hvilket så vidt muligt offentliggøres, jf. dog § 10 a, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om varigheden af sine møder.

Stk. 4 Borgmesteren sørger for, at en dagsorden og det fornødne materiale, herunder eventuelle udvalgserklæringer, til bedømmelse af de sager, der er optaget på dagsordenen, udsendes til medlemmerne senest 4 hverdage inden kommunalbestyrelsens møder.

Stk. 5 Kan en sag ikke udsættes, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning, selv om dagsordenen og det fornødne materiale ikke er udsendt senest 4 hverdage inden mødet. Borgmesteren skal sørge for, at det fremgår af dagsordenen, hvis dagsordenen eller det fornødne materiale ikke udsendes inden for fristen. Begrundelsen for, at sagen ikke kan udsættes, skal ligeledes fremgå af dagsordenen.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, hvorvidt og på hvilken måde medlemmerne kan forlange, at der til brug for behandlingen af sagerne tilvejebringes oplysninger eller ydes teknisk bistand fra administrationen.

Stk. 7 En fortegnelse over de sager, der vil komme til behandling på kommunalbestyrelsens møde, samt en udskrift af beslutningsprotokollen skal med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, så vidt muligt offentliggøres.

§ 8a

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at materiale, som skal være tilgængeligt for eller sendes til et eller flere medlemmer af kommunalbestyrelsen, kun formidles elektronisk. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse godtgøre medlemmernes udgifter til det fornødne udstyr m.v. eller stille dette udstyr m.v. til rådighed for medlemmerne.

§ 8b

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven finder ikke anvendelse på behandling af oplysninger, der foretages som led i varetagelsen af et kommunalbestyrelsesmedlems hverv.

§ 9

Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har som led i varetagelsen af sit hverv ret til at gennemse sagsmateriale, der i endelig form foreligger i kommunens administration.

Stk. 2 Begæring om sagsindsigt efter stk. 1 skal rettes til borgmesteren.

Stk. 3 Borgmesteren kan begrænse retten til sagsindsigt, når det er nødvendigt af hensyn til sagernes ekspedition, eller når en adgang til sagsindsigt i øvrigt vil være forbundet med uforholdsmæssigt store vanskeligheder.

Stk. 4 Et medlem har ret til efter anmodning at få tilsendt kopi af sagsmateriale, hvori den pågældende har ret til sagsindsigt, jf. stk. 1-3. Kommunalbestyrelsen kan dog fastsætte nærmere retningslinjer for udøvelsen af retten til at få tilsendt sagsmateriale, herunder begrænsninger i retten hertil, når dette findes nødvendigt.

§ 9a

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om afholdelse af seminarer for kommunalbestyrelsens medlemmer vedrørende kommunens årsbudget eller andre kommunale anliggender af overordnet betydning. Kommunalbestyrelsens beslutning herom skal så vidt muligt træffes i forbindelse med fastlæggelsen af mødeplanen, jf. § 8, stk. 1.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan tillade, at andre deltager i eller overværer seminarer.

Stk. 3 På seminarer kan der ikke træffes beslutninger.

§ 9b

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at afholde bindende folkeafstemning om en beslutning, som kommunalbestyrelsen træffer i en sag, som kan gøres til genstand for forhandling i kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2. Er mere end én behandling af en sag påkrævet efter lovgivningen, er det først kommunalbestyrelsens endelige beslutning, som kan gøres til genstand for en bindende folkeafstemning.

Stk. 2 Der kan ikke afholdes bindende folkeafstemning om

  • 1) en beslutning om sager, der vedrører statslige eller regionale opgaver, til hvis gennemførelse kommunens medvirken er nødvendig eller har nær tilknytning,

  • 2) en beslutning i sager, hvor afholdelsen eller resultatet af en folkeafstemning kan medføre en tilsidesættelse af lovgivningen eller være i strid med en afgørelse,

  • 3) en beslutning efter kapitel V og §§ 57-59 og regler fastsat i medfør heraf,

  • 4) en beslutning om skatter, afgifter og gebyrer og

  • 5) en beslutning, der afgør en sag over for enkelte fysiske eller juridiske personer, herunder om vederlæggelse og løn- og øvrige ansættelsesforhold, medmindre beslutningen afgør en sag over for kommunen selv eller over for et selskab, hvori kommunen har bestemmende indflydelse.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om formuleringen på stemmesedlen af det spørgsmål, vælgerne skal tage stilling til ved den bindende folkeafstemning efter stk. 1. Formuleringen af spørgsmålet skal være dækkende for den beslutning, der afholdes folkeafstemning om efter stk. 1.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om dagen for folkeafstemningens afholdelse. Folkeafstemningen afholdes inden for kommunalbestyrelsens funktionsperiode og tidligst 2 og senest 6 måneder efter kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsens beslutning om at afholde folkeafstemning efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens beslutninger efter stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., træffes i samme møde som den beslutning, der skal afholdes folkeafstemning om. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre de beslutninger, der er nævnt i 1. pkt.

Stk. 6 Forslag om afholdelse af folkeafstemning efter stk. 1 kan stilles senest på det møde, hvor den beslutning, der skal afholdes folkeafstemning om, vedtages. Stilles der forslag om afholdelse af folkeafstemning efter stk. 1, kan den beslutning, der foreslås afholdt bindende folkeafstemning om, ikke vedtages, før kommunalbestyrelsen har behandlet forslaget om afholdelse af folkeafstemning efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om et forslag om afholdelse af folkeafstemning efter stk. 1, selv om der ikke er indhentet erklæring om forslaget fra vedkommende stående udvalg og fra økonomiudvalget, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 7 Har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om at afholde folkeafstemning, orienterer kommunalbestyrelsen straks skriftligt Indenrigs- og Sundhedsministeriet herom og om tidspunktet for afholdelsen af folkeafstemningen.

Stk. 8 Kan afholdelsen eller resultatet af en folkeafstemning efter kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 komme i strid med lovgivningen eller en afgørelse, eller bliver den beslutning, der holdes folkeafstemning om, efter kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 omfattet af stk. 2, nr. 1 eller 5, kan folkeafstemningen ikke afholdes, og kommunalbestyrelsen skal drage omsorg for at aflyse folkeafstemningen og tilintetgøre afstemningsmaterialet.

Stk. 9 Folkeafstemning afholdes efter reglerne i kapitel 11 a i lov om kommunale og regionale valg.

§ 9c

Den kommunalbestyrelsesbeslutning, der afholdes folkeafstemning om efter § 9 b, stk. 1, er endeligt vedtaget, hvis flere vælgere stemmer for end imod beslutningen. Ellers er beslutningen bortfaldet.

§ 9d

Er der afholdt folkeafstemning efter §§ 9 b og 9 c, kan kommunalbestyrelsen ikke træffe en beslutning i strid med resultatet af folkeafstemningen i kommunalbestyrelsens funktionsperiode uden at afholde en ny folkeafstemning efter §§ 9 b og 9 c om den pågældende beslutning. Dette gælder dog ikke, hvis resultatet af folkeafstemningen efter dens afholdelse kommer i strid med lovgivningen eller en afgørelse, eller hvis den beslutning, der holdes folkeafstemning om, efter dens afholdelse bliver omfattet af § 9 b, stk. 2, nr. 1 eller 5.

§ 10

Kommunalbestyrelsens møder er offentlige, jf. dog § 10 a. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en sag skal behandles for lukkede døre, når dette findes nødvendigt på grund af sagens beskaffenhed. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver grundlag for dørlukning, forhandles for lukkede døre, hvis dette bestemmes af kommunalbestyrelsen eller formanden.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan tillade personer, der er ansat i kommunens tjeneste, at overvære behandlingen af sager for lukkede døre. Kommunalbestyrelsen kan tilkalde andre personer til at overvære en sags behandling for lukkede døre, når det er ønskeligt af hensyn til sagens oplysning.

§ 10a

Formanden kan i særlige tilfælde bestemme, at et ekstraordinært møde afholdes som video- eller telefonmøde. Modsætter mindst en tredjedel af medlemmerne sig inden for en frist fastsat af formanden efter indkaldelsen af mødet, at det afholdes som video- eller telefonmøde, skal formanden i stedet fastsætte, at mødet afholdes som fysisk møde, jf. § 8, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2 Oplysning om, at et ekstraordinært møde afholdes som video- eller telefonmøde, og tidspunktet for mødets afholdelse skal så vidt muligt offentliggøres. Der skal ske offentlig video- eller lydtransmission af mødet, eller en video- eller lydoptagelse af mødet skal offentliggøres snarest muligt efter mødet. § 10, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 11

Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen kan for denne indbringe ethvert spørgsmål om kommunens anliggender samt fremsætte forslag til beslutninger herom. Udvalgene og kommunalbestyrelsens formand skal meddele kommunalbestyrelsen de oplysninger, denne forlanger, og er - med de begrænsninger, som er fastsat i lovgivningen - i enhver henseende undergivet kommunalbestyrelsens beslutninger.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 3 Beslutninger træffes ved stemmeflertal, hvor intet andet særligt er bestemt.

§ 12

En sags vedtagelse kræver kun én behandling i kommunalbestyrelsen, medmindre andet særligt er bestemt.

§ 13

Kommunalbestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der efter hvert møde underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. I Københavns Kommune underskrives protokollen dog alene af Borgerrepræsentationens formand og sekretær.

Stk. 2 Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der skal fremsendes til en anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.

§ 14

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt et medlem har en sådan interesse i en sag, at han er udelukket fra at deltage i kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om sagen.

Stk. 2 Et medlem skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om hans habilitet.

Stk. 3 Når et medlem må forventes at blive erklæret for inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles i kommunalbestyrelsens møde, jf. stk. 1, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i sagens behandling.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om et medlems inhabilitet, uden at stedfortræderen er indkaldt, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve sagen udsat til det efterfølgende møde. Udsættelse kan dog ikke ske, hvis 2/3 af de tilstedeværende medlemmer modsætter sig dette, eller hvis udsættelse vil medføre overskridelse af frister, der er fastsat i lovgivningen eller af andre myndigheder.

§ 15

Når et medlem på grund af sin helbredstilstand er forhindret i at deltage i et møde i kommunalbestyrelsen, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i mødet. Til det konstituerende møde, jf. § 6, eller 2. behandling af forslaget til årsbudget, jf. § 38, stk. 2, kan stedfortræderen også kræves indkaldt ved et medlems forfald af anden grund. Er der ikke et på den pågældende kandidatliste valgt medlem, som er i stand til at kræve stedfortræderen indkaldt, kan stedfortræderen selv kræve sig indkaldt.

Stk. 2 Når kommunalbestyrelsens formand får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst 1 måned på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende, indkalder formanden stedfortræderen til førstkommende møde i kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om, at formanden ved et medlems forfald af de grunde, der er nævnt i 1. pkt., indkalder stedfortræderen, selv om hindringen forventes at vare kortere end 1 måned.

Stk. 3 Når medlemmet på ny kan varetage sine kommunale hverv, udtræder stedfortræderen af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt betingelserne for stedfortræderens indtræden er til stede.

Stk. 5 Når stedfortræderen for kommunalbestyrelsens formand eller næstformand er indtrådt i henhold til stk. 2, og forhindringen har en forventet varighed af mindst 2 måneder, vælger kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 7, stk. 3, jf. § 24, stk. 1, den, der under fraværet skal varetage funktionerne som henholdsvis formand eller næstformand.

§ 15a

(Ophævet)

§ 16

Der ydes et fast vederlag til kommunalbestyrelsens medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlaget. Vederlaget omfatter medlemmernes Vederlagsbekendtgørelsen

  • a) deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen og dennes udvalg samt underudvalg,

  • b) deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, medmindre der på andet grundlag er fastsat bestemmelse om særskilt vederlæggelse,

  • c) deltagelse i kurser m.v., der af kommunalbestyrelsen eller af økonomiudvalget efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af de under litra a og b nævnte hverv,

  • d) deltagelse i seminarer, jf. § 9 a,

  • e) deltagelse i revisionens forelæggelse af beretninger, jf. § 42 c,

  • f) varetagelse af andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg og

  • g) udførelse af andre aktiviteter i forbindelse med de under litra a-f nævnte møder m.v.

Stk. 2 For medlemskab af økonomiudvalg og stående udvalg kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde kommunalbestyrelsens medlemmer udvalgsvederlag. De nærmere regler om udvalgsvederlag fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren, som tillige kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan yde vederlag for medlemskab af andre udvalg, der er nedsat af kommunalbestyrelsen. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 3 For deltagelse i det konstituerende møde, jf. § 6, ydes der diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 2-4§ 16 a, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Til et kommunalbestyrelsesmedlem, der har et eller flere børn under 10 år boende i hjemmet, ydes et tillægsvederlag. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tillægsvederlaget og om afgrænsning af kredsen af medlemmer, der skal ydes et sådant vederlag. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 5 Et medlem kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. I så fald reduceres det faste vederlag. Valget foretages med virkning for et regnskabsår ad gangen. Erstatning ydes for deltagelse i de i stk. 1, litra a-e, nævnte møder m.v. Herudover kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde erstatning til et medlem for udførelse af de i stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter. Erstatningen kan pr. dag højst udgøre det femdobbelte af det diætbeløb, som af indenrigs- og sundhedsministeren er fastsat for møder af ikke over 4 timers varighed, jf. § 16 a, stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af erstatningen, herunder om reduktion af det faste vederlag. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at adgangen til erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 5 er betinget af medlemmets fremlæggelse af en erklæring afgivet af en uafhængig revisor, der er godkendt efter revisorloven. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere krav til revisorerklæringen og til medlemmets fremlæggelse heraf. Beslutningen efter 1. pkt. træffes senest 2 måneder forud for det tidspunkt, fra hvilket beslutningen skal gælde. Beslutningen efter 1. pkt. gælder, indtil kommunalbestyrelsen ændrer beslutningen.

Stk. 7 Er der tillagt nogen særligt honorar eller vederlag, bortset fra ydelser efter stk. 1, 2 og 4, for varetagelse af et kommunalt hverv, kan der ikke ydes den pågældende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervets varetagelse. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om ydelse af vederlag til formændene og næstformændene og om eftervederlag til formændene for de af kommunalbestyrelsen nedsatte udvalg samt regler om ydelse af vederlag til et medlem, der fungerer som udvalgsformand på grund af formandens fravær.

Stk. 9 Til stedfortrædere, der indkaldes til at deltage i enkelte møder i kommunalbestyrelsen, jf. § 14, stk. 3, og § 15, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 2-4§ 16 a, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10 Enhver er forpligtet til at modtage de ydelser, der tilkommer den pågældende efter reglerne i stk. 1-9.

Stk. 11 I forbindelse med deltagelse i de i stk. 1, litra a-f, nævnte møder m.v., ydes der til kommunalbestyrelsesmedlemmer

  • a) befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet,

  • b) godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap,

  • c) godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til pasning af syge nære pårørende og

  • d) godtgørelse af dokumenterede udgifter til revisorerklæring, som kommunalbestyrelsen efter stk. 6 har besluttet skal fremlægges som dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, jf. dog stk. 14.

Stk. 12 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde de i stk. 11 nævnte godtgørelser til kommunalbestyrelsens medlemmer i forbindelse med udførelse af de i stk. 1, litra g, nævnte aktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at godtgøre andre udgifter, som er forbundet med kommunalbestyrelsesmedlemmernes deltagelse i de i stk. 1 nævnte møder m.v., eller beslutte at yde anden støtte i forbindelse hermed.

Stk. 13 Til kommunalbestyrelsens formand, magistratsmedlemmer, jf. § 64, og de i § 64 a nævnte udvalgsformænd kan der ikke ydes de vederlag, der er nævnt i stk. 1, 2, 4, 5, 7 og 8, eller de godtgørelser, der er nævnt i stk. 11, litra c og d.

Stk. 14 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om et maksimumsbeløb for den godtgørelse, der er nævnt i stk. 11, litra d.

§ 16a

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til den, som uden at være medlem af kommunalbestyrelsen deltager i de i § 16, stk. 1, litra a-f, nævnte møder m.v.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter størrelsen af diæterne. Diæterne fastsættes til et bestemt beløb pr. dag og således, at der for dage, hvor varetagelsen af hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes det dobbelte beløb. Ved beregningen af den tid, varetagelsen af hvervet beslaglægger, medtages også den tid, der er fornøden til at rejse til og fra det sted, hvor hvervet udføres, medmindre hele rejsen foregår inden for samme kommunes grænser. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 3 Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan pr. dag højst udgøre det femdobbelte af diætbeløbet for møder af ikke over 4 timers varighed, jf. stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af erstatningen. Vederlagsbekendtgørelsen

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at adgangen til erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1 er betinget af fremlæggelse af en erklæring afgivet af en uafhængig revisor, der er godkendt efter revisorloven. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere krav til revisorerklæringen og til fremlæggelsen heraf. Beslutningen efter 1. pkt. træffes senest 2 måneder forud for det tidspunkt, fra hvilket beslutningen skal gælde. Beslutningen efter 1. pkt. gælder, indtil kommunalbestyrelsen ændrer beslutningen.

Stk. 5 Er der tillagt nogen særligt honorar eller vederlag for varetagelse af et kommunalt hverv, kan der ikke ydes den pågældende diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse hermed.

Stk. 6 Enhver er forpligtet til at modtage de ydelser, der tilkommer den pågældende efter reglerne i stk. 1-5.

Stk. 7 I forbindelse med deltagelse i de i § 16, stk. 1, litra a-c, nævnte møder m.v. ydes der til den, der ikke er medlem af kommunalbestyrelsen, de i § 16, stk. 11, nævnte godtgørelser samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til børnepasning.

Stk. 8 I forbindelse med deltagelse i de møder m.v., der er nævnt i § 16, stk. 1, litra a-c, ydes der til den, der ikke er medlem af kommunalbestyrelsen, godtgørelse af dokumenterede udgifter til revisorerklæring, som kommunalbestyrelsen efter stk. 4 har besluttet skal fremlægges som dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, jf. dog stk. 10 og § 11, stk. 4, i regionsloven.

Stk. 9 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at godtgøre de i stk. 7 og 8 nævnte udgifter til den, der uden at være medlem af kommunalbestyrelsen deltager i de i § 16, stk. 1, litra d-g, nævnte aktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at godtgøre andre udgifter, som er forbundet med deltagelse i de i § 16, stk. 1, nævnte møder m.v., eller beslutte at yde anden støtte i forbindelse hermed.

Stk. 10 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om et maksimumsbeløb for den godtgørelse, der er nævnt i stk. 8, herunder den godtgørelse, der er nævnt i stk. 8, jf. § 16, stk. 3 og 9.

§ 16b

Et medlem af kommunalbestyrelsen, der er lønmodtager, har ret til fravær fra arbejdet i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til deltagelse i de i § 16, stk. 1, litra a-e, nævnte møder m.v.

Stk. 2 Formanden for kommunalbestyrelsen, magistratsmedlemmer, jf. § 64, og de i § 64 a nævnte udvalgsformænd har ikke ret til fravær efter stk. 1.

Stk. 3 Retten til fravær efter stk. 1 omfatter ikke tilfælde, hvor afgørende hensyn til arbejdets varetagelse taler imod, at der indrømmes ret til fravær.

Stk. 4 En lønmodtager, der er statsborger i Den Europæiske Union, i en stat, der er omfattet af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, og som varetager et kommunalpolitisk hverv i et af de pågældende lande, har ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det kommunalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1-3. 1. pkt. gælder tilsvarende for en lønmodtager, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, og som inden den 31. december 2020 udøvede sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i overensstemmelse med EU-retten og stadig udøver denne ret. 1. pkt. gælder desuden tilsvarende for en lønmodtager, der er familiemedlem til en person omfattet af 1. eller 2. pkt., der har krav herpå i medfør af EU-retten.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager kommunalpolitiske hverv, kan opnå ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det kommunalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1-3.

Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelsen af en aftale, der er indgået i medfør af stk. 5.

§ 16c

En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse.

Stk. 2 En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, der er omfattet af § 16 b, stk. 4, fordi denne er opført på en kandidatliste til et valg eller er valgt til et kommunalpolitisk hverv i et land, der er omfattet af § 16 b, stk. 4.

§ 16d

Afskediges en lønmodtager, der er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke skyldes disse forhold.

Stk. 2 Afskediges en lønmodtager i strid med § 16 c, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.

Stk. 3 Godtgørelsen, der ikke kan overstige 78 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 4 Stk. 1-3 gælder tilsvarende, hvis en lønmodtager, der er omfattet af § 16 b, stk. 4, afskediges, fordi denne er opført på en kandidatliste til et valg eller er valgt til et kommunalpolitisk hverv i et land, der er omfattet af § 16 b, stk. 4.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i § 16 c, stk. 2, og § 16 d, stk. 4, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager kommunalpolitiske hverv, helt eller delvis kan opnå den beskyttelse mod afskedigelse, der er nævnt i § 16 c og § 16 d, stk. 1-3.

Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelsen af en aftale, der er indgået i medfør af stk. 5.

§ 16e

Et medlem af kommunalbestyrelsen, som efter valg eller forslag af kommunen udfører andre hverv end medlemskab af kommunalbestyrelsens udvalg eller underudvalg, skal oplyse størrelsen af vederlag, der i sidste kalenderår var forbundet med varetagelsen af hvervet, til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen offentliggør inden udgangen af første kvartal, hvilke af dens medlemmer der modtager vederlag for udførelse af sådanne hverv, og størrelsen af vederlaget i sidste kalenderår for hvert enkelt hverv, medlemmet udfører.

Stk. 2 Stk. 1 gælder tilsvarende vedrørende ansatte i den kommunale administration, som efter valg eller forslag af kommunen udfører de i stk. 1 nævnte hverv.

§ 16f

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde befordringsgodtgørelse til medlemmer af kommunalbestyrelsen, der foretager borgerlige vielser, jf. § 18, stk. 1 og 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.