Konkurrenceloven § 16a

Denne konsoliderede version af konkurrenceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 370 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 360 af 04. marts 2021,
som ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021

§ 16a

I håndhævelsessager, der indledes med henblik på at træffe en afgørelse om at bringe en overtrædelse af § 6 eller § 11 eller EUF-traktatens artikel 101 eller 102 til ophør, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter høring af relevante markedsdeltagere gøre tilsagn, som en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning har afgivet, bindende, hvis tilsagnene imødekommer styrelsens betænkeligheder. Afgørelsen kan gælde for en bestemt periode og skal fastslå, at der ikke længere er grund til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen griber ind. Et tilsagn kan være tidsbegrænset.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overvåger gennemførelsen af tilsagn, der efter stk. 1 er gjort bindende.

Stk. 3 Efter at tilsagn er gjort bindende, jf. stk. 1, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af de afgivne tilsagn.

Stk. 4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan tilbagekalde en afgørelse efter stk. 1, hvis

  • 1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,

  • 2) deltagerne i aftalen m.v. handler i strid med afgivne tilsagn eller

  • 3) afgørelsen er truffet på grundlag af ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.