Konkursloven Afsnit I B

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 08. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25. december 2022,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 2 1 Indholdet af en rekonstruktion
§ 10

En rekonstruktion skal indeholde mindst et af følgende elementer:

  • 1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.

  • 2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.

  • 3) Andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige dele af rekonstruktionen medfører, at skyldneren ophører med at være insolvent.

§ 10a

En tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættelse. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue eller en del af denne fordeles mellem fordringshaverne.

Stk. 2 En tvangsakkord kan ikke omfatte:

  • 1) Fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, jf. dog stk. 6.

  • 2) Pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt angår den del af deres personlige fordring, som ikke dækkes af pantet. Har skifteretten i medfør af § 12 e fastsat værdien af et pantsat aktiv, er den fastsatte værdi bindende ved opgørelse af panthaverens fordring efter 1. pkt.

  • 3) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af §§ 94-96.

Stk. 3 En tvangsakkord kan alene omfatte én af følgende grupper af fordringer:

  • 1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, bortset fra krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

  • 2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion.

  • 3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

Stk. 4 Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de i stk. 3 nævnte grupper af fordringer tvangsakkorden omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer under et vist mindre beløb ikke omfattes, hvis det må anses rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens forhold og øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme fordringshaver sammenlægges. Fordringer, som overstiger det fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb.

Stk. 5 En tvangsakkord medfører bortfald af

  • 1) gaveløfter,

  • 2) krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangsakkorden,

  • 3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang tvangsakkorden omfatter de i stk. 3, nr. 1, angivne fordringer og fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og

  • 4) fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en lavere gruppe end den, som omfattes af tvangsakkorden.

Stk. 6 En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1, omfatter krav på B-skat og acontoskat, der er forfaldne ved skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at denne omfatter krav på restskat vedrørende det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget blev fremsat. Indeholder tvangsakkorden en sådan bestemmelse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig del af kravet der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et skøn over, hvilken del af kravet der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller forslagets indhold.

Stk. 7 Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden kan kræves betalt samtidig med andre fordringer.

Stk. 8 Er skyldneren et aktieselskab eller anpartsselskab, kan det bestemmes i tvangsakkorden, at selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabskapital, der skal opfylde kravene i selskabsloven. Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye selskabskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske kontant. Reglerne i 1.-3. pkt. finder alene anvendelse, hvis skyldneren er insolvent og det må antages, at en konkursbehandling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringshavere.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er §§ 10 b og 10 c blevet slettet. Men det ser ikke ud til, at §§ 10 b og 10 c er blevet ophævet. § 1, nr. 6, i lov nr. 896 af 21. juni 2022, som er den seneste ændring af kapitel 2, der indeholder §§ 10 b og 10 c, ophæver kun den tidligere § 10 a, men ikke §§ 10 b og 10 c. Derfor fortsætter vi med at vise §§ 10 b og 10 c. 
§ 10b

En virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som udgør en økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er §§ 10 b og 10 c blevet slettet. Men det ser ikke ud til, at §§ 10 b og 10 c er blevet ophævet. § 1, nr. 6, i lov nr. 896 af 21. juni 2022, som er den seneste ændring af kapitel 2, der indeholder §§ 10 b og 10 c, ophæver kun den tidligere § 10 a, men ikke §§ 10 b og 10 c. Derfor fortsætter vi med at vise §§ 10 b og 10 c. 
§ 10c

Fordringshaverne skal behandles lige, medmindre de samtykker i en mindre gunstig behandling eller andet følger af lovens øvrige bestemmelser.

Kapitel 2 a Indledning af rekonstruktionsbehandling
§ 11

En skyldner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18, skal tages under rekonstruktionsbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver. § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 En begæring om rekonstruktionsbehandling er uden virkning, hvis den ikke indeholder forslag til beskikkelse af en eller flere rekonstruktører samt en erklæring fra de pågældende om, at de er villige hertil og opfylder betingelserne i § 238.

Stk. 3 Er begæring om rekonstruktionsbehandling indgivet af skyldneren, indleder skifteretten rekonstruktionsbehandling straks ved begæringens modtagelse.

Stk. 4 Er begæring om rekonstruktionsbehandling indgivet af en fordringshaver, og har skyldneren samtykket i begæringen, kan skifteretten straks indlede rekonstruktionsbehandling. Hvis skyldnerens samtykke ikke foreligger, indkalder skifteretten skyldneren til et møde i skifteretten, hvor begæringen behandles. § 23, stk. 2-5, og § 23 a finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Hvis en skyldner, der er en fysisk person, ikke senest på det møde, der er nævnt i stk. 4, samtykker i fordringshaverens begæring, anses denne for en konkursbegæring, som straks behandles. Tilsvarende gælder, hvis skyldneren er en sammenslutning, hvori mindst en af deltagerne hæfter personligt og direkte for sammenslutningens forpligtelser.

Stk. 6 Efter indledningen af rekonstruktionsbehandling kan begæringen herom ikke tilbagekaldes.

§ 11a

Skifteretten beskikker ved indledningen af rekonstruktionsbehandlingen en eller flere rekonstruktører for skyldneren. Skifteretten er ikke bundet af de forslag til rekonstruktør, der fremgår af begæringen. Er der beskikket flere rekonstruktører, varetager disse hvervet hver for sig, medmindre skifteretten bestemmer andet. Rekonstruktøren kan antage fornøden sagkyndig bistand.

Stk. 2 Samtidig fastsætter skifteretten tidspunktet for et møde med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5. Skifteretten indrykker straks en bekendtgørelse i Statstidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren straks registrere mødeindkaldelsen i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 3 Hvis rekonstruktionsbehandling indledes uden samtykke fra skyldneren, bestemmer skifteretten samtidig, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden.

Stk. 4 Hvis skyldneren anmoder om beskikkelse af en regnskabskyndig tillidsmand i forbindelse med begæringen om rekonstruktionsbehandling eller på et senere tidspunkt før vedtagelsen af rekonstruktionsplanen, skal skyldneren komme med forslag hertil og en erklæring fra den pågældende om, at denne er villig hertil og opfylder betingelserne i § 238. Stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Indledning af rekonstruktionsbehandling uden skyldnerens samtykke er betinget af sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed. En fordringshaver, der har begæret rekonstruktionsbehandling, hæfter ikke for omkostningerne ved rekonstruktionsbehandlingen ud over sikkerhedsstillelsen, og alene i det omfang omkostningerne ikke dækkes af skyldnerens midler.

Stk. 6 Skifteretten kan efter rekonstruktørens begæring bestemme, at der skal stilles sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, idet skifteretten herved skal tage en eventuel stillet sikkerhed efter stk. 5 i betragtning. Stilles sikkerheden ikke, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører. En af skyldneren stillet sikkerhed for de i 1. pkt. nævnte omkostninger er ikke gyldig, hvis den ikke er bestemt af skifteretten.

Stk. 7 Skifteretten kan undtagelsesvis bestemme, at statskassen indestår for omkostninger ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, der ikke kan dækkes af skyldnerens midler og en eventuel stillet sikkerhed.

§ 11b

Rekonstruktøren skal senest en uge efter beskikkelsen sende en meddelelse om rekonstruktionsbehandlingen til samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til skifteretten. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere meddelelsen i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 2 Meddelelsen skal vedlægges skyldnerens seneste årsrapport eller efter omstændighederne uddrag heraf. Meddelelsen skal indeholde:

  • 1) Oplysning om skyldnerens vigtigste aktiver og passiver og så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder.

  • 2) Oplysning om skyldnerens regnskabsføring.

  • 3) En redegørelse for årsagerne til og formålet med rekonstruktionsbehandlingen.

  • 4) Oplysning om tidspunktet for mødet med fordringshaverne.

Stk. 3 Rekonstruktøren skal straks efter beskikkelsen sende meddelelse om rekonstruktionsbehandlingen til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d.

§ 11c

Senest en uge før mødet med fordringshaverne skal rekonstruktøren sende sit forslag til rekonstruktionsplan til samtlige kendte fordringshavere og skifteretten.

Stk. 2 Forslaget til rekonstruktionsplan skal indeholde:

  • 1) En begrundet redegørelse for, hvilken type forslag til rekonstruktion der agtes fremsat, og en vurdering af, om der er væsentlige forhold, som kan være til hinder for en gennemførelse af denne rekonstruktion.

  • 2) Så vidt muligt oplysning om skyldnerens balance pr. dagen for indledningen af rekonstruktionsbehandling med angivelse af afvigelser som følge af senere indtrufne ændringer.

  • 3) Oplysning om, hvorvidt der er mangler ved skyldnerens seneste årsrapport. Er der beskikket en tillidsmand, afgives oplysningen af denne.

  • 4) En redegørelse for de væsentligste skridt, der agtes foretaget under rekonstruktionsbehandlingen.

Stk. 3 Forslaget til rekonstruktionsplan skal være tiltrådt af skyldneren. Forslaget skal vedlægges en vurdering af skyldnerens aktiver og en erklæring fra rekonstruktøren om, hvorvidt planen efter dennes skøn er gennemførlig. Er der beskikket en tillidsmand, skal denne tillige afgive udtalelse efter 2. pkt.

Stk. 4 Hvis forslaget til rekonstruktionsplan ikke senest på mødet med fordringshaverne opfylder kravene i stk. 2 og 3, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. dog § 11 e, stk. 5. Det samme gælder, hvis den balance, der er nævnt i stk. 2, nr. 2, ikke foreligger senest på mødet med fordringshaverne.

§ 11d

Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand skal være til stede på mødet med fordringshaverne.

Stk. 2 Udebliver skyldneren uden lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, medmindre skifteretten på mødet bestemmer, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, jf. §§ 12 a og 12 b.

§ 11e

På mødet med fordringshaverne drøftes forslaget til rekonstruktionsplan. Forslaget til rekonstruktionsplan kan ændres på mødet, jf. stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2 Forslaget til rekonstruktionsplan er vedtaget, medmindre et flertal af fordringshaverne stemmer imod og dette flertal repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give stemmeret. Ændringsforslag til forslaget til rekonstruktionsplan er vedtaget, hvis et flertal af fordringshaverne stemmer for og dette flertal repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give stemmeret. § 13 d, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Vedtages der ikke en rekonstruktionsplan, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. dog stk. 5.

Stk. 4 Skifteretten kan på mødet

  • 1) beskikke en eller flere yderligere rekonstruktører eller

  • 2) beskikke en anden tillidsmand.

Stk. 5 Hvis rekonstruktøren anmoder herom, udsætter skifteretten drøftelsen af forslaget til rekonstruktionsplan til et senere møde, som skal holdes inden fire uger, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5. § 11 c, § 11 d og stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse. Udsættelse kan ikke ske, hvis et flertal af fordringshaverne stemmer imod og dette flertal repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give stemmeret. § 13 d, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Efter vedtagelsen af rekonstruktionsplanen kan rekonstruktøren eller fordringshavere, der repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give stemmeret, anmode om, at skifteretten beskikker en regnskabskyndig tillidsmand, hvis der ikke allerede er beskikket en sådan. § 13 d, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse. Skifteretten skal i så fald snarest muligt beskikke en tillidsmand, der opfylder betingelserne i § 238.

§ 11f

Rekonstruktøren skal inden tre måneder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning sende en redegørelse til samtlige kendte fordringshavere og skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende rekonstruktionsbehandlingen, herunder resultatet af en eventuel fortsat drift af skyldnerens virksomhed, og oplysning om, hvornår et rekonstruktionsforslag forventes sendt til fordringshaverne.

Stk. 2 Hvis forudsætningerne for rekonstruktionsplanen ændrer sig væsentligt, skal rekonstruktøren uden ugrundet ophold orientere fordringshaverne og skifteretten herom. Skifteretten indkalder til et møde i skifteretten, hvor der tages stilling til, om rekonstruktionsbehandlingen skal ophøre, eller om rekonstruktionsplanen skal ændres. §§ 11 c-11 e finder tilsvarende anvendelse.

§ 11g

Skifteretten kan afsætte en rekonstruktør, hvis særlige grunde taler for det. § 114, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Den, der har fremsat begæring om rekonstruktionsbehandling, skal have lejlighed til over for skifteretten at fremsætte forslag til beskikkelse af en ny rekonstruktør. Skifteretten kan give den pågældende en kort frist, i almindelighed ikke ud over en uge, hertil.

Stk. 3 Afsættes samtlige rekonstruktører, og kan der ikke beskikkes en eller flere nye rekonstruktører, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører.

Stk. 4 Fratræder rekonstruktøren, finder stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3 tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Stk. 1, 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse i forhold til tillidsmanden.

§ 11h

§ 28 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 2 b Retsvirkninger af rekonstruktionsbehandling
§ 12

Skyldneren må ikke foretage dispositioner af væsentlig betydning uden rekonstruktørens samtykke. Betaling af gæld må kun ske i overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab.

Stk. 2 Virksomhedsoverdragelse må alene ske i overensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten , eller i medfør af § 13 g.

Stk. 3 Skyldneren skal aflægge regnskab over for rekonstruktøren efter dennes nærmere bestemmelse.

Stk. 4 § 100, jf. § 103, § 105, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, jf. § 100, jf. § 103, § 110, stk. 4, og § 112 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 En rekonstruktør, der har overtaget ledelsen af virksomheden, træffer afgørelse i sammenslutningens forhold, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, kan en rekonstruktør, der har overtaget ledelsen af virksomheden, ikke træffe afgørelse om forhold, som henhører under generalforsamlingen, bortset fra udpegning af revisor. Generalforsamlingens beslutninger får virkning, når de tiltrædes af rekonstruktøren. Rekonstruktøren skal registrere sig i Erhvervsstyrelsens it-system.

§ 12a

Rekonstruktøren eller fordringshavere, der tilsammen repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation giver stemmeret, jf. § 13 d, stk. 2-4, kan fremsætte begæring om, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, medmindre skyldneren er en fysisk person eller en sammenslutning, hvori mindst en af deltagerne hæfter personligt og direkte for sammenslutningens forpligtelser.

Stk. 2 Skifteretten indkalder straks skyldneren, fordringshaverne og rekonstruktøren til et møde, hvor begæringen behandles. Fremsættes begæringen på et møde i skifteretten, hvortil de nævnte personer er indkaldt, kan begæringen behandles på mødet. En begæring kan dog tidligst behandles på mødet med fordringshaverne, jf. § 11 e.

Stk. 3 Skifteretten bestemmer, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, hvis fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, stk. 1-4.

§ 12b

Hvis der er fare for, at skyldneren vil råde over ejendele til skade for fordringshaverne, kan skifteretten bestemme, at rekonstruktøren foreløbig skal overtage ledelsen af virksomheden, medmindre skyldneren er en fysisk person eller en sammenslutning, hvori mindst en af deltagerne hæfter personligt og direkte for sammenslutningens forpligtelser.

Stk. 2 Skifteretten indrykker straks en bekendtgørelse i Statstidende om rekonstruktørens foreløbige overtagelse af ledelsen af virksomheden. Rekonstruktøren skal endvidere straks underrette skyldnerens hidtidige ledelse, samtlige kendte fordringshavere og en eventuel tillidsmand herom.

Stk. 3 Skifteretten skal så vidt muligt inden 14 dage, dog tidligst på mødet med fordringshaverne, jf. § 11 e, træffe afgørelse om, hvorvidt rekonstruktørens overtagelse af ledelsen af virksomheden skal opretholdes. § 12 a finder tilsvarende anvendelse.

§ 12c

Under rekonstruktionsbehandlingen gælder følgende begrænsninger i adgangen til at søge fyldestgørelse i skyldnerens aktiver, jf. dog stk. 2-5:

  • 1) Arrest eller udlæg kan ikke foretages.

  • 2) Brugspanteret kan ikke udøves.

  • 3) Der kan ikke udøves rådighedsberøvelse på grundlag af udlæg.

  • 4) Der kan ikke uden skyldnerens og rekonstruktørens samtykke søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg.

Stk. 2 Stk. 1, nr. 3 og 4, gælder ikke for udlæg i fordringer.

Stk. 3 Den, som har tilbageholdsret i skyldnerens ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan uanset stk. 1 foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun gøres, hvis skyldneren trods opfordring fremsat efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og mindst 14 dage inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet.

Stk. 4 Adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret eller ved virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, berøres ikke af rekonstruktionsbehandlingen.

Stk. 5 Skyldneren skal efter anmodning betale de løbende ydelser, der vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, på pantefordringer, der ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, og som ikke omfattes af stk. 4. Hvis pantefordringen efter skifterettens skøn helt eller delvis ikke dækkes af pantet, skal skyldneren dog kun betale en forholdsmæssig del af de løbende ydelser svarende til forholdet mellem den del af hovedstolen, der efter skifterettens skøn dækkes af pantet, og hele hovedstolen. Betaler skyldneren ikke rettidigt en ydelse, kan panthaveren uanset stk. 1 søge fyldestgørelse i det pantsatte aktiv.

§ 12d

Indledning af rekonstruktionsbehandling fratager ikke skyldneren en adgang, som bestod før rekonstruktionsbehandlingen, til at udskille aktiver fra et pant, medmindre der er tale om virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c.

Stk. 2 En skyldner kan endvidere uden samtykke fra panthaveren udskille aktiver fra et pant, hvis

  • 1) panthaverens ret er omstødelig eller

  • 2) skifteretten i medfør af § 12 e har fastsat aktivets værdi og panthaveren før udskillelsen modtager fyldestgørelse, i det omfang panthaverens panteret ligger inden for den fastsatte værdi af aktivet.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsrettigheder stiftet ved retsforfølgning.

§ 12e

Når der er beskikket en tillidsmand, kan skifteretten på begæring af skyldneren fastsætte værdien af et eller flere af skyldnerens pantsatte aktiver i forhold til § 10 a, stk. 2, nr. 2, 3. pkt., § 12 d, stk. 2, nr. 2, og § 14 c, stk. 4. Dette gælder dog ikke

Stk. 2 Inden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1, skal skifteretten have modtaget tillidsmandens vurdering af aktivet, og berørte rettighedshavere skal have haft adgang til at udtale sig om tillidsmandens vurdering. Tillidsmanden skal på skyldnerens begæring foretage enkeltvis vurdering af aktiver, der har været vurderet samlet, hvis dette kan ske uden uforholdsmæssig omkostning.

Stk. 3 Skifteretten kan på begæring af skyldneren, rekonstruktøren eller en fordringshaver ændre en afgørelse efter stk. 1, hvis værdien af aktivet har ændret sig væsentligt.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsrettigheder stiftet ved retsforfølgning.

§ 12f

Skyldnerens rimelige omkostninger ved salg af et pantsat aktiv og ved vurdering af pantet betales af den, der køber det pantsatte aktiv.

Stk. 2 Stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, kan skyldneren kræve, at panthaveren betaler omkostningerne ved vurdering af pantet, i det omfang disse efter skifterettens skøn ikke dækkes af den ubehæftede del af det pantsatte aktiv. Er aktivet pantsat til flere panthavere, påhviler forpligtelsen den sidst prioriterede panthaver, hvis fordring efter skifterettens skøn helt eller delvis dækkes af pantet.

Stk. 3 Erklæres skyldneren konkurs uden at have fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, omfattes omkostningerne ved vurdering af pantet af § 87, stk. 3 og 4.

Stk. 4 Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på pantsatte aktiver, der er solgt under rekonstruktionsbehandlingen.

§ 12g

§§ 39-52 finder tilsvarende anvendelse ved rekonstruktionsbehandling, jf. dog stk. 2-4. I stedet for konkursdekretets afsigelse træder rekonstruktionsbehandlingens indledning.

Stk. 2 Uanset § 42, stk. 1 og 2, kan en fordringshaver ikke anvende et uforfaldent krav til modregning.

Stk. 3 En fordringshaver kan ikke anvende et krav omfattet af § 97 til modregning i skyldnerens krav i medfør af en aftale, der er videreført efter § 12 o. Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.

Stk. 4 Er modregning ikke udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed, hindrer § 42, stk. 1 og 2, ikke modregning med krav omfattet af § 94.

§ 12h

Indledning af rekonstruktionsbehandling sidestilles i relation til reglerne om sikringsakters foretagelse og retsvirkning med afsigelse af konkursdekret.

§ 12i

Reglerne i §§ 64-80 finder tilsvarende anvendelse, når rekonstruktionsbehandling er indledt.

§ 12j

Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten bestemmer andet.

Stk. 2 En sikkerhedsret, der omfattes af § 71, bortfalder ved rekonstruktionsbehandlingens indledning. Arrest foretaget inden rekonstruktionsbehandlingens indledning bortfalder.

Stk. 3 Fordringshaverne kan sælge retten til at gøre et krav på omstødelse gældende.

§ 12k

Enhver stemmeberettiget fordringshaver kan stille forslag om anlæg af omstødelsessag eller salg af retten til at gøre omstødelse gældende. Forslag herom skal fremsættes senest på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. § 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse. Den begunstigede har ikke stemmeret.

Stk. 2 Vedtages sagsanlæg, hæfter de fordringshavere, der stemte for sagsanlægget, solidarisk for omkostningerne ved sagen. I det indbyrdes forhold hæfter fordringshaverne i forhold til størrelsen af deres fordring mod skyldneren.

Stk. 3 Vedtages sagsanlæg, udpeger skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver, der stemte for sagsanlægget, en advokat til at føre sagen. Fremkommer der på mødet flere forslag, udpeges den advokat, der har den største tilslutning blandt de fordringshavere, der stemte for sagsanlægget. Skifteretten fastlægger omfanget af advokatens rettergangsfuldmagt og bestemmer herunder, hvilke anliggender der skal forelægges for de nævnte fordringshavere til afstemning på et møde i skifteretten. Advokatens honorar fastsættes af den ret, hvor omstødelsessagen anlægges.

Stk. 4 Vedtages sagsanlæg eller salg af retten til at gøre omstødelse gældende ikke, kan enhver stemmeberettiget fordringshaver anlægge omstødelsessag, hvis fordringshaveren senest på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget, giver skifteretten meddelelse herom og skifteretten ikke finder, at anlæg af omstødelsessag vil stride mod fordringshavernes fælles interesser.

Stk. 5 Omstødelsessag skal anlægges senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens ophør.

§ 12l

Afsiges der dom om omstødelse i en sag anlagt efter § 12 k, stk. 3 eller 4, bestemmes det i dommen, at det idømte skal betales til skifteretten, der heraf afholder sagens rimelige omkostninger og udlodder resten til fordringshaverne efter samme fordeling som ved rekonstruktionen.

§ 12m

Sælges retten til at gøre omstødelse gældende, indbetales salgssummen til rekonstruktøren, der fordeler beløbet til fordringshaverne efter samme fordeling som ved rekonstruktionen, medmindre andet er bestemt ved beslutningen om salget.

§ 12n

§ 12 o, § 12 p, § 12 q, stk. 2, og §§ 12 r-12 u anvendes kun, hvis ikke andet følger af andre lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds beskaffenhed.

§ 12o

En skyldner, der er under rekonstruktionsbehandling, kan med rekonstruktørens samtykke videreføre indgåede gensidigt bebyrdende aftaler. Skyldneren kan endvidere med rekonstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale, som medkontrahenten inden for de seneste fire uger har hævet på grund af skyldnerens misligholdelse, medmindre medkontrahenten har disponeret i henhold til ophævelsen.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan skyldneren ikke uden medkontrahentens samtykke videreføre en aftale, hvis medkontrahenten bortset fra rekonstruktionsbehandlingen havde adgang til at hæve aftalen af andre årsager end skyldnerens forsinkelse med egen ydelse.

Stk. 3 Medkontrahenten kan forlange, at skyldneren uden ugrundet ophold tager stilling til, om en gensidigt bebyrdende aftale skal videreføres. For arbejdsaftaler med ansatte i skyldnerens virksomhed gælder dette dog først efter udløbet af fristen i § 12 u, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 4 Angår en aftale, der er videreført efter stk. 1, en løbende ydelse, kan skyldneren med rekonstruktørens samtykke altid opsige aftalen med en måneds varsel. Medkontrahenten kan kræve erstatning for tab, ved at opsigelsen er sket med forkortet varsel, medmindre andet følger af § 12 t.

§ 12p

Videreføres en aftale efter § 12 o, omfattes medkontrahentens krav ifølge aftalen af § 94.

Stk. 2 Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af § 94 alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, og krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen. Medkontrahentens krav for tiden efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.

Stk. 3 Angår aftalen successive ydelser, omfattes af § 94 den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret under rekonstruktionsbehandlingen efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.

§ 12q

Videreføres en aftale efter § 12 o, kan medkontrahenten ikke

  • 1) kræve sikkerhedsstillelse for sine krav i medfør af aftalen,

  • 2) holde sin ydelse tilbage eller hindre dens overgivelse som følge af rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt,

  • 3) kræve, at skyldneren som følge af rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt præsterer sin ydelse før forfaldstid, eller

  • 4) hæve aftalen som følge af forsinkelse med skyldnerens ydelse, medmindre medkontrahentens krav på ydelsen omfattes af § 94 og skyldneren ikke præsterer ydelsen uden ugrundet ophold efter videreførelsen af aftalen.

Stk. 2 Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og som vederlægges periodevis bagud, kan kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed for det til enhver tid først forfaldende vederlag, i det omfang det vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Stilles sikkerheden ikke inden 14 dage eller, hvis tiden for den ansattes ydelse til skyldneren er kommet, uden ugrundet ophold, kan den ansatte hæve arbejdsaftalen.

§ 12r

Videreføres en gensidigt bebyrdende aftale ikke efter § 12 o, kan medkontrahenten hæve aftalen.

Stk. 2 Har medkontrahenten helt eller delvis erlagt sin ydelse, kan medkontrahenten kun hæve aftalen og kræve det erlagte tilbage, hvis reglerne om vedkommende retsforhold berettiger den pågældende til det.

§ 12s

Er en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag, overgivet til skyldneren efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, kan ydelsen kræves tilbage, medmindre aftalen videreføres efter § 12 o.

Stk. 2 Er der under rekonstruktionsbehandlingen rådet således over ydelsen, at den ikke kan tilbageleveres i væsentlig uforandret stand, omfattes medkontrahentens krav på vederlag af § 94.

§ 12t

Skyldneren kan med rekonstruktørens samtykke opsige en aftale om et vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om længere varsel eller uopsigelighed er aftalt. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod skyldnerens fordringshavere ved tinglysning eller anden lignende offentlig registrering. Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt senest 3 måneder efter opsigelsen.

Stk. 2 Når særlige grunde taler for det, kan det pålægges skyldneren at yde erstatning for medkontrahentens tab, ved at skyldneren opsiger aftalen efter stk. 1.

§ 12u

Hvis skyldneren inden 14 dage efter rekonstruktionsbehandlingens indledning erklærer ikke at ville videreføre en arbejdsaftale med en ansat i skyldnerens virksomhed, jf. § 12 o, er kravet på arbejdsvederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning stillet som vederlag for den forudgående periode. Krav på vederlag for den tid, den ansatte faktisk har udført arbejde for skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen, er dog omfattet af § 94. Afgiver skyldneren først senere erklæring om ikke at ville videreføre aftalen, er kravet for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning til afgivelsen af skyldnerens erklæring omfattet af § 94.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan den ansatte hæve aftalen, hvis den af rekonstruktionsbehandlingen følgende ændring af forholdene giver den ansatte særlig grund hertil.

Kapitel 2 c Gennemførelse af rekonstruktion
§ 13

Der skal senest seks måneder efter mødet med fordringshaverne, jf. § 11 e, holdes møde i skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktionsforslaget, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5.

Stk. 2 Rekonstruktøren skal senest 5 hverdage før mødets afholdelse sende rekonstruktionsforslaget og det øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b, til skifteretten og samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere en meddelelse i Erhvervsstyrelsens it-system, hvoraf det fremgår, at materialet er udsendt og ligger til gennemsyn i skifteretten. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om akkordering af restskat efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal den i § 13 b, stk. 1, nr. 2, nævnte beregning sendes til skatteforvaltningen senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Såfremt skyldneren er en SMV, skal en eventuel begæring om inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser fremsendes sammen med rekonstruktionsforslaget.

Stk. 3 Skifteretten skal så vidt muligt senest 14 dage før mødets afholdelse indrykke en bekendtgørelse i Statstidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. I bekendtgørelsen opfordres fordringshavere, hvis fordringer ikke tidligere er gjort gældende, til at anmelde disse til rekonstruktøren.

Stk. 4 Bestrides en fordring, skal dette meddeles fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde.

Stk. 5 Skifteretten bestemmer, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis det materiale, der er nævnt i § 13 b, ikke er modtaget i skifteretten inden for fristen i stk. 1 eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a.

§ 13a

Skifteretten kan forlænge fristen i § 13, stk. 1, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5, med indtil to måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder, hvis

  • 1) skyldneren med rekonstruktørens samtykke anmoder herom og

  • 2) fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, stk. 1-4.

Stk. 2 Anmodningen om forlængelse skal være skriftlig og indeholde en redegørelse for baggrunden for og formålet med forlængelsen.

Stk. 3 Anmodningen om forlængelse behandles på et møde i skifteretten, der så vidt muligt holdes senest en uge efter anmodningens modtagelse. Rekonstruktøren skal straks sende meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet. Meddelelsen skal vedlægges kopi af anmodningen med eventuelle bilag.

§ 13b

Det udsendte materiale skal indeholde:

  • 1) Rekonstruktionsforslaget. Indeholder forslaget bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal forslaget indeholde oplysning om:

    • a) Overdragelsessummen.

    • b) Hvilke aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler der omfattes af overdragelsen.

    • c) Erhververen.

  • 2) Oversigt over skyldnerens status, der skal indeholde:

    • a) Oversigt over skyldnerens aktiver med oplysning om værdien af de enkelte aktiver.

    • b) Oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt størrelsen af pantefordringerne og eventuel friværdi i de enkelte aktiver.

    • c) Oversigt over usikrede krav, herunder pantsikrede krav, i det omfang pantet ikke strækker til, med angivelse af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i konkursordenen.

    • d) En beregning af skyldnerens forventede restskat for det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget fremsættes, med angivelse af, hvilket beløb heraf der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller forslagets indhold, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om akkordering af restskat efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt. Beregningen skal være foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket, og ellers af en revisor, der er godkendt efter revisorlovens § 3.

  • 3) En redegørelse fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand, der skal indeholde:

    • a) Eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2.

    • b) Redegørelse for sammenhængen mellem den statusoversigt, der er nævnt i nr. 2, og skyldnerens senest aflagte regnskab.

    • c) Oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om anlagte omstødelsessager og om rettigheder, der er bortfaldet efter § 12 j, stk. 2.

    • d) Oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold.

    • e) Oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne.

    • f) Oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske vanskeligheder.

    • g) Anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs.

    • h) Forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen.

    • i) En erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter deres skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for forslagets opfyldelse.

    • j) Oplysning om, hvorvidt skyldneren er en SMV.

  • 4) Forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, medmindre skyldneren er en SMV og der ikke fremsættes begæring efter § 13, stk. 2.

Stk. 2 Rekonstruktionsforslaget og statusoversigten skal være tiltrådt af skyldneren.

Stk. 3 Rekonstruktøren kan ændre rekonstruktionsforslaget, indtil det er vedtaget.

§ 13c

Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand skal være til stede på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget.

Stk. 2 Udebliver skyldneren uden lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, medmindre skifteretten på mødet bestemmer, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, jf. §§ 12 a og 12 b.

§ 13d

Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på det i § 13 c, stk. 1, nævnte møde, og som deltager i afstemningen, stemmer for.

Stk. 2 Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og 121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, er der uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden efter § 10 a, stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som følge af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Hvis flere grupper af fordringer giver stemmeret efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de nævnte grupper stemmeret.

Stk. 3 De fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbig i afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret, og for hvilke beløb.

Stk. 4 Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, giver ikke stemmeret.

Stk. 5 Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstemningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En gruppe af fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan inddeles i flere afstemningsklasser. En fordring, der ikke giver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemningsklasse. Pantefordringer har dog stemmeret uanset reglen i stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt afstemningsklasse.

Stk. 6 Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Vedtages rekonstruktionsforslaget af et flertal af afstemningsklasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget.

Stk. 7 Reglerne i stk. 5 og 6 finder alene anvendelse, hvis skyldneren ved fremsendelsen af rekonstruktionsforslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis skyldneren ikke er en SMV.

§ 13e

Det vedtagne rekonstruktionsforslag er ikke gyldigt, før det er stadfæstet af skifteretten.

Stk. 2 Indsigelse mod stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen.

Stk. 3 Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis

  • 1) fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsforslaget eller ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen,

  • 2) rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med § 10 a, eller forslaget i øvrigt er i strid med loven eller

  • 3) skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen.

Stk. 4 I det tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 1, kan skifteretten udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning inden for fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a.

Stk. 5 Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, og er skyldneren en fysisk person, gælder endvidere følgende:

  • 1) Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.

  • 2) Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende forhold ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197, stk. 3.

Stk. 6 Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en ringere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehandling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord og skyldneren er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, skal skifteretten endvidere nægte stadfæstelse, hvis det samlede beløb, som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville skulle betale i tilfælde af gældssanering.

Stk. 7 Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen.

§ 13f

Forkastes rekonstruktionsforslaget, nægtes stadfæstelse, eller stadfæster skifteretten forslaget, ophører rekonstruktionsbehandlingen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Ved stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag kan skifteretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det stadfæstede rekonstruktionsforslag, at der vil blive fremsat yderligere rekonstruktionsforslag inden for fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a.

Stk. 3 Uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, kan skifteretten ved stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse, som endnu ikke er tiltrådt af erhververen. Rekonstruktionsbehandlingen kan dog ikke fortsætte ud over fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a. Skifteretten fastsætter en frist for erhververens tiltrædelse af aftalen om virksomhedsoverdragelse på højst fire uger. Når virksomhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhververen, eller når den frist, skifteretten har fastsat, er udløbet, uden at erhververen har tiltrådt aftalen, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører.

Stk. 4 Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om tvangsakkord.

§ 13g

Rekonstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse kan med rekonstruktørens samtykke ske, inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyldnerens virksomhed, og medmindre indsigelse mod overdragelsen fra et flertal af fordringshaverne er kommet frem til rekonstruktøren inden 5 hverdage efter afsendelsen af den meddelelse, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 2 Ved anvendelsen af stk. 1 regnes flertallet blandt de fordringshavere, der efter § 13 d, stk. 2-4, har stemmeret vedrørende et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord.

Stk. 3 § 13 g er indsat med § 1, nr. 17, i lov nr. 530 af 27. marts 2021.
§ 13 trådte i kraft den 29. marts 2021, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 530 af 27. marts 2021, med undtagelse af 2. pkt. af stk. 3.
2. pkt. af stk. 3 trådte i kraft den 1. oktober 2022, jf. bekendtgørelse nr. 1357 af 19. september 2022.
Med henblik på virksomhedsoverdragelse i medfør af stk. 1 skal rekonstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til skifteretten. Er skyldneren en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere meddelelsen i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 4 Meddelelsen nævnt i stk. 3 skal indeholde de oplysninger, som fremgår af § 13 b, stk. 1, nr. 1, og oplysning om, hvorvidt erhververen er skyldnerens nærstående. Meddelelsen skal herudover indeholde de oplysninger, som fremgår af § 11 b, stk. 2, 1. pkt., og 2. pkt., nr. 1 og 2, i det omfang disse oplysninger ikke allerede er udsendt i medfør af § 11 b. Endvidere skal meddelelsen indeholde oplysning om værdiansættelse af skyldnerens aktiver, i det omfang en sådan foreligger. Desuden skal meddelelsen indeholde oplysninger om, hvortil en fordringshaver kan rette henvendelse, hvis denne har indsigelser mod virksomhedsoverdragelsen, og fristen for, hvornår en fordringshavers indsigelse mod virksomhedsoverdragelsen skal være kommet frem til rekonstruktøren, og en kort begrundelse for, hvorfor proceduren i medfør af stk. 1 anvendes.

Stk. 5 Senest 5 hverdage efter fristen for indsigelse i medfør af stk. 1 skal rekonstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til skifteretten, hvor der redegøres for, om virksomhedsoverdragelsen blev gennemført.

Stk. 6 § 14 c, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 13h

En skyldner, hvis bo er taget under konkursbehandling, kan anmode skifteretten om at indkalde en skiftesamling til behandling af og afstemning om et af skyldneren fremsat rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord.

Stk. 2 Ved sagens videre behandling finder reglerne i dette afsnit anvendelse med de af forholdets natur følgende ændringer samt med følgende begrænsninger:

  • 1) Begæringen skal fremsættes inden den i § 150, stk. 2, nævnte dato.

  • 2) Afstemning om rekonstruktionsforslaget kan ikke finde sted før afholdelse af det i § 131 nævnte møde til fordringernes prøvelse.

  • 3) Boet må ikke udleveres til skyldneren, forinden dem, der har krav på forlods dækning, er fyldestgjort.

Stk. 3 Så længe rekonstruktionsforslaget ikke er forkastet eller nægtet stadfæstet, skal bostyret kun foretage, hvad der ikke tåler opsættelse.

Kapitel 2 d Rekonstruktionens virkninger
§ 14

En tvangsakkord har virkning som et retsforlig.

Stk. 2 Tvangsakkorden befrier skyldneren for den del af gælden, der ikke overtages ved akkorden. Akkorden er bindende også for fordringshavere, som ikke har meldt sig, og for kautionister og andre, der hæfter for gælden. Uanset reglen i 1. pkt. har tvangsakkorden ingen indflydelse på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav omfattet af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrørende samme indkomstår.

Stk. 3 Tvangsakkorden har ingen indflydelse på fordringshaveres rettigheder mod kautionister og andre, som hæfter tillige med skyldneren.

Stk. 4 En aftale, hvorved skyldneren eller tredjemand giver en fordringshaver større fordele end hjemlet ved tvangsakkorden, er ugyldig.

Stk. 5 Tvangsakkordens bestemmelser om ny selskabskapital efter § 10 a, stk. 8, træder i stedet for generalforsamlingens beslutning herom. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske senest 2 uger efter tvangsakkordens stadfæstelse. Rekonstruktøren skal uden unødigt ophold efter indbetalingen registrere den nye selskabskapital og nedsættelsen af den hidtidige selskabskapital i Erhvervsstyrelsens it-system.

§ 14a

Kan et afdrag på en fordring omfattet af en tvangsakkord ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut.

Stk. 2 Hvis det ved endelig dom bliver fastslået, at beløbet ikke skyldes, hvis sagen om berettigelsen af kravet ikke er anlagt inden en af skifteretten fastsat frist, eller hvis det viser sig, at en betingelse ikke vil blive opfyldt, hvorom skifteretten kan give attest, udloddes beløbet til de fordringshavere, hvis fordringer omfattes af tvangsakkorden uden at bortfalde ved denne, medmindre det er bestemt i akkorden, at beløbet skal tilbagebetales til skyldneren.

§ 14b

Tages skyldnerens bo under konkursbehandling, får skyldneren på ny stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller meddeles skyldneren gældssanering, efter at der er stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, har de af akkorden omfattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger. Udlægget i konkursboet, den nye tvangsakkord eller gældssaneringssagen i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter akkorden tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre akkorden er bortfaldet efter § 14 e.

§ 14c

En virksomhedsoverdragelse, der gennemføres på grundlag af et stadfæstet rekonstruktionsforslag, kan ikke omstødes.

Stk. 2 Overdrages en gensidigt bebyrdende aftale, der er videreført efter § 12 o, som led i en virksomhedsoverdragelse, overgår skyldnerens rettigheder og forpligtelser efter aftalen til erhververen af virksomheden, medmindre andet følger af retsforholdets beskaffenhed. Angår aftalen en løbende eller successiv ydelse til skyldneren, gælder dette dog ikke medkontrahentens krav på vederlag for tiden inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, idet dog medkontrahentens eventuelle krav på depositum skal opfyldes af erhververen.

Stk. 3 Stk. 2 finder ikke anvendelse på arbejdsaftaler med ansatte i skyldnerens virksomhed. For sådanne aftaler gælder lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Stk. 4 Har skifteretten i medfør af § 12 e fastsat værdien af et pantsat aktiv, der overdrages som led i en virksomhedsoverdragelse, overgår skyldnerens hæftelse for pantegælden til erhververen af virksomheden, i det omfang panthaverens panteret ligger inden for den fastsatte værdi af aktivet, og panteretten for eventuel yderligere pantegæld bortfalder.

§ 14d

Må rekonstruktionens opfyldelse antages at være bragt i fare ved skyldnerens forhold, kan skifteretten på begæring af en fordringshaver bestemme, at skyldneren skal underkaste sig tilsyn af rekonstruktøren. § 13 e, stk. 7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 14e

En rekonstruktion kan på begæring af en fordringshaver eller tilsynet ophæves af skifteretten, hvis

  • 1) skyldneren med hensyn til rekonstruktionen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller skyldneren eller andre med skyldnerens vidende i øvrigt forud for rekonstruktionens stadfæstelse hemmeligt har indrømmet nogen fordringshaver fordele frem for de øvrige fordringshavere eller

  • 2) skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge rekonstruktionen.

Stk. 2 Inden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1, indkalder skifteretten skyldneren, fordringshaverne, rekonstruktøren, en eventuel tillidsmand og eventuelle kautionister for rekonstruktionen til et møde.

Stk. 3 Ophævelse af en rekonstruktion medfører,

  • 1) at en tvangsakkord bortfalder,

  • 2) at en af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution for opfyldelse af en tvangsakkord bortfalder, medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at de omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1, nr. 1, forelå, eller den pågældende har medvirket til, at skyldneren har tilsidesat sine pligter som anført i stk. 1, nr. 2, og

  • 3) at en virksomhedsoverdragelse, der er gennemført på grundlag af rekonstruktionen, ikke omfattes af § 14 c, stk. 1.

Kapitel 2 e Rekonstruktionsbehandlingens ophør
§ 15

Ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6, § 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, § 13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og 3, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører i følgende tilfælde:

  • 1) Skyldneren er ikke insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18.

  • 2) Skyldneren samarbejder ikke loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare.

  • 3) Skyldneren begærer det.

  • 4) Rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.

  • 5) Rekonstruktionsbehandlingen har sammenlagt med den periode, hvor der under en forudgående forebyggende rekonstruktionsbehandling har været fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, varet i en periode på 1 år. Har skyldneren forud for rekonstruktionsbehandlingen været under forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, medregnes varigheden af fyldestgørelsesforbuddet i den i 1. pkt. nævnte periode, medmindre den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophørte mindst 1 måned før indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Stk. 2 Rekonstruktøren skal straks give skifteretten meddelelse om omstændigheder som nævnt i stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Skifteretten skal i disse tilfælde give skyldneren, rekonstruktøren, en eventuel tillidsmand og fordringshaverne lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse efter stk. 1.

Stk. 3 Ophører en rekonstruktionsbehandling af andre grunde end stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller at skyldneren ikke er insolvent, tages skyldnerens bo straks under konkursbehandling. Det gælder dog ikke, hvis rekonstruktionsbehandlingen ophører, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan.

Stk. 4 Når skyldnerens bo tages under konkursbehandling i medfør af stk. 3, skal rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand sende en kort redegørelse til skifteretten om de forhold, der er nævnt i § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c-e, hvis rekonstruktøren og tillidsmanden er i besiddelse af oplysninger herom. Dette gælder dog ikke, hvis rekonstruktøren tidligere har sendt det materiale, der er nævnt i § 13 b, til skifteretten.

Stk. 5 Skifteretten afviser en begæring om rekonstruktionsbehandling, der indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående rekonstruktionsbehandlings ophør, hvis den forudgående rekonstruktionsbehandling er ophørt, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan.

§ 15a

Skifterettens bestemmelse om rekonstruktørens overtagelse af ledelsen af virksomheden, jf. § 11 a, stk. 3, § 12 a og § 12 b, bortfalder ved rekonstruktionsbehandlingens ophør.

§ 15b

Skifteretten bekendtgør rekonstruktionsbehandlingens ophør i Statstidende, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere rekonstruktionsbehandlingens ophør i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 2 Rekonstruktøren skal sende en meddelelse om rekonstruktionsbehandlingens ophør til samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt af rekonstruktionsbehandlingen, medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling.

§§ 16-16e

(Ophævet)