Konkursloven Kapitel 25

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 08. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25. december 2022,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 25 1 Gældssaneringens betingelser og indhold
§ 197

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren er insolvent. Skyldneren anses for insolvent efter 1. pkt., hvis skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere betinget af, at det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 2 Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt

  • 1) skyldnerens indtægts- og udgiftsforhold er uafklarede i afdragsperioden, jf. dog § 197 a, eller skyldneren er under uddannelse,

  • 2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld

    • a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, medmindre der er tale om forretningsmæssigt velbegrundet stiftelse af erhvervsgæld eller en velbegrundet låneomlægning,

    • b) er opstået, som følge af at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,

    • c) er stiftet med henblik på forbrug, medmindre gældsstiftelsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig, eller

    • d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

  • 3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesager,

  • 4) skyldneren i sin egenskab af deltager i ledelsen af en virksomhed har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, medmindre det ikke ville være rimeligt at pålægge konkurskarantæne som følge heraf,

  • 5) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren som følge af sin løbende indkomst eller andre indtægter har haft rimelig mulighed herfor, medmindre der var tale om et mindre væsentligt beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af begæring om gældssanering,

  • 6) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering eller

  • 7) skyldneren stifter ny gæld, efter at en gældssaneringssag er indledt, medmindre gældsstiftelsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.

Stk. 3 Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder.

Stk. 4 Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Stk. 5 Ved afgørelse om gældssanering skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå eftergivelse af gæld efter anden lovgivning.

Stk. 6 Kendelse om gældssanering kan kun afsiges, for så vidt angår skyldnere, som er fysiske personer.

§ 197a

Var skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever eller et selskab, som de nævnte personer tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbehandling, da skifteretten modtog forslaget om gældssanering, er uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke til hinder for afsigelse af kendelse om gældssanering.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed og ledelsen af virksomheden i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder el.lign. eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.

§ 198

Kendelse om gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

§ 199

Kendelse om gældssanering omfatter fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, jf. § 206. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.

Stk. 2 Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om gældssanering, jf. § 206.

Stk. 3 Kendelsen om gældssanering omfatter alene krav på B-skat, der er forfaldet inden det tidspunkt, der efter reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for, om øvrige fordringer omfattes af kendelsen. Kendelsen omfatter endvidere krav på restskat vedrørende det indkomstår, som udløber efter det nævnte tidspunkt.

Stk. 4 Kendelse om gældssanering omfatter dog ikke pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke dækkes af pantet.

§ 200

Ved kendelse om gældssanering bortfalder

  • 1) gaveløfter,

  • 2) krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter indledning af gældssaneringssag,

  • 3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden efter indledning af gældssaneringssag, og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og

  • 4) krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.

Stk. 2 Omfatter kendelsen alene fordringer stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. § 199, stk. 2, bortfalder krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer alene for tiden efter konkursdekretets afsigelse.

Stk. 3 De øvrige i § 98 nævnte krav har ved gældssanering samme stilling som de almindelige fordringer.

Stk. 4 I øvrigt skal fordringshaverne behandles lige, medmindre de samtykker i en mindre gunstig behandling.

§ 201

Bestemmelserne i kapitel 6 finder tilsvarende anvendelse på gældssanering. I stedet for konkursdekretets afsigelse træder gældssaneringssagens indledning, jf. § 206.