Konkursloven Kapitel 28

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 08. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25. december 2022,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 28 Gældssaneringens virkninger
§ 221

Tages skyldnerens forslag helt eller delvis til følge, anvendes reglerne om omstødelse i §§ 64-80.

Stk. 2 Dækning af en fordring, som ikke ville have været berørt af gældssaneringskendelsen, kan ikke omstødes.

§ 222

Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten bestemmer andet.

Stk. 2 En sikkerhedsret, der omfattes af reglen i § 71, bortfalder, så snart gældssaneringskendelsen er endelig.

§ 222a

Har skyldneren indbetalt et efter den pågældendes forhold på det tidspunkt, betalingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb på en pensionsordning, skal et beløb svarende til det for meget indbetalte almindeligvis indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter § 213.

Stk. 2 Skifteretten kan under særlige omstændigheder bestemme, at en del af skyldnerens pensionsordning i andre tilfælde end nævnt i stk. 1 skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter § 213.

Stk. 3 Det beløb, der er opgjort efter stk. 1 og 2, kan ikke overstige pensionsordningens værdi.

Stk. 4 Ophæves en pensionsordning helt eller delvis efter fristdagen som led i skyldnerens gældssanering, kan der ikke foretages modregning efter § 42, stk. 1, i det beløb, der skal komme til udbetaling til fordringshaverne.

§ 223

Senest på det i § 215 nævnte møde kan enhver fordringshaver, der omfattes af gældssaneringskendelsen, stille forslag om anlæg af omstødelsessag. § 12 k, stk. 1, 3. og 4. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Træffes der ikke bestemmelse om sagsanlæg, kan enhver fordringshaver selv anlægge sag, såfremt fordringshaveren giver meddelelse herom senest på det i § 215 nævnte møde.

Stk. 3 Omstødelsessag skal anlægges senest fire uger efter gældssaneringskendelsens afsigelse.

§ 224

Dømmes der til omstødelse, bestemmes det i dommen, at det idømte skal erlægges til skifteretten, der heraf afholder sagens rimelige omkostninger og udlodder resten til de af gældssaneringskendelsen omfattede fordringshavere.

§ 225

Reglerne om sikringsakters betydning for adgangen til retsforfølgning finder tilsvarende anvendelse på gældssanering.

§ 226

Gældssaneringskendelsen har mellem skyldneren og de pågældende fordringshavere samme virkning som et retsforlig.

Stk. 2 Kendelsen befrier skyldneren for den del af gælden, der omfattes af kendelsen, jf. § 199, og som bortfalder ved kendelsen, over for fordringshaveren selv og over for kautionister og andre, der hæfter for gælden. Uanset reglen i 1. pkt. har kendelsen ingen indflydelse på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende skat vedrørende samme indkomstår.

Stk. 3 Gældssaneringskendelsen har ingen indflydelse på fordringshaveres rettigheder mod kautionister og andre, som hæfter tillige med skyldneren.

§ 227

Enhver overenskomst, hvorefter der af skyldneren eller af tredjemand indrømmes nogen fordringshaver større fordele end hjemlet ved gældssaneringskendelsen, er ugyldig.

§ 228

Når ganske særlige hensyn til skyldneren taler derfor, kan skifteretten på begæring genoptage gældssaneringssagen med henblik på ændring af gældssaneringskendelsens bestemmelser efter § 216, stk. 1 og 4. Skifteretten kan ikke forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat.

Stk. 2 Forinden skifteretten træffer afgørelse om ændring af gældssaneringskendelsens bestemmelser efter § 216, stk. 1 og 4, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.

Stk. 3 Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, uafklarede økonomiske forhold, jf. § 197 a, kan skifteretten i afdragsperioden på begæring af en fordringshaver genoptage gældssaneringssagen med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de i kendelsen fastsatte afdrag, såfremt der er indtrådt forhold, der medfører, at skyldneren må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. Forhøjelsen sker med det beløb, der overstiger de nævnte 1.000 kr. om måneden. Såfremt forhøjelsen alene vil ske med et beløb, der er mindre end det beløb, der er nævnt i § 216, kan skifteretten undlade at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de fastsatte afdrag.

Stk. 4 I de i stk. 3 nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig tid underrette skifteretten og fordringshaverne, såfremt der indtræder forhold, der medfører, at skyldneren må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. Skyldneren skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og fordringshaverne.

§ 229

Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en fordringshaver ophæves af skifteretten,

  • 1) hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold,

  • 2) hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge gældssaneringskendelsen, eller

  • 3) hvis skyldneren tilsidesætter sine pligter efter § 228, stk. 4.

Stk. 2 Skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen, hvis skyldneren efter afsigelsen af kendelsen pålægges konkurskarantæne efter § 157 og den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantænen, er foregået, inden kendelsen om gældssanering blev afsagt.

Stk. 3 Forinden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1 og 2, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.

Stk. 4 Ophæves en kendelse om gældssanering, bortfalder en for denne af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution, medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at de i stk. 1, nr. 1, beskrevne omstændigheder forelå, eller den pågældende har medvirket til, at skyldneren har tilsidesat sine pligter som anført i stk. 1, nr. 2.

§ 230

Er skyldneren under konkursbehandling på tidspunktet for afsigelsen af en kendelse om gældssanering, har fordringshaverne krav på dividende i konkursboet uden hensyn til kendelsen, jf. dog § 220, 2. pkt.

Stk. 2 Tages skyldnerens bo under konkursbehandling, meddeles skyldneren på ny gældssanering, eller får skyldneren stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, efter at der er afsagt kendelse om gældssanering, har de af gældssaneringskendelsen omfattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger. Udlægget i konkursboet, gældssaneringssagen eller tvangsakkorden i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssaneringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre kendelsen er bortfaldet efter § 229.