Kreditaftaleloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af kreditaftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kreditaftaler

Lov nr. 398 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 06. august 2019,
som ændret ved lov nr. 2221 af 29. december 2020, lov nr. 479 af 12. maj 2023 og lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 9 1 Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter
§ 31

Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at kreditgiver får pant i fast ejendom.

Bevarelse af indsigelser m.v.
§ 32

Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over for forbrugeren.

§ 33

Overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale til tredjemand, har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhver indsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver.

Stk. 2 Forbrugeren skal underrettes om overdragelse efter stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.

Stk. 3 I de tilfælde, der er nævnt i § 4, nr. 15, litra b, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.

Stk. 4 Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 3 tilsvarende anvendelse, når vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af tjenesteydelsen.

Stk. 5 Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk. 2, gælder reglerne i stk. 2-4 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om tinglyste pantebreve i fast ejendom.