Kreditaftaleloven § 10

Denne konsoliderede version af kreditaftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kreditaftaler

Lov nr. 398 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 06. august 2019,
som ændret ved lov nr. 2221 af 29. december 2020, lov nr. 479 af 12. maj 2023 og lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kontoudtog og underretning om ændringer i debitorrenten ved kassekreditter
§ 10

Når en kreditaftale vedrører en kredit i form af en kassekredit, skal kreditgiveren jævnligt orientere forbrugeren via et kontoudtog på papir eller på et andet varigt medium.

Stk. 2 Kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om:

  • 1) Den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker.

  • 2) Størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttelserne.

  • 3) Saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato.

  • 4) Den nye saldo.

  • 5) Datoerne for betalinger og betalingernes størrelse.

  • 6) Den anvendte debitorrente.

  • 7) Eventuelle omkostninger, der er pålagt.

  • 8) Det eventuelle minimumsbeløb, der skal betales.

Stk. 3 Kreditgiveren skal endvidere på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller andre omkostninger, inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at oplysningerne om ændringerne i debitorrenten gives på kontoudtog efter stk. 1 i de tilfælde, hvor

  • 1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,

  • 2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis og

  • 3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren.