Kreditaftaleloven § 9

Denne konsoliderede version af kreditaftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kreditaftaler

Lov nr. 398 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 06. august 2019,
som ændret ved lov nr. 2221 af 29. december 2020, lov nr. 479 af 12. maj 2023 og lov nr. 1553 af 12. december 2023

Underretning om ændringer i debitorrenten
§ 9

Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten. Underretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medium og skal ske, inden ændringen træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2 Underretningen efter stk. 1 skal indeholde oplysning om betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, oplysninger herom.

Stk. 3 Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at oplysninger efter stk. 1 og 2 gives til forbrugeren med jævne mellemrum i de tilfælde, hvor

  • 1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,

  • 2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis og

  • 3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren.

Stk. 4 Ved refinansiering af variabelt forrentede lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, skal kreditgiver forud for auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller andet varigt medium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten. Underretning om ændring i debitorrenten efter stk. 1 og 2 kan herefter ske, efter at ændringen er trådt i kraft.