Letbaneloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af letbaneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om letbane på Ring 3

Lov nr. 165 af 26. februar 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 289 af 12. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Hovedstadens Letbane I/S, definition af anlægsprojektet og miljømæssige vurderinger
§ 1

Transportministeren udtræder af Hovedstadens Letbane I/S, hvorefter Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. stk. 2, overtager samtlige aktiver og passiver i interessentskabet og indtræder i samtlige interessentskabets rettigheder og pligter.

Stk. 2 Hovedstadens Letbane I/S ejes af Region Hovedstaden med 43 pct., Lyngby-Taarbæk Kommune med 12,52 pct., Gladsaxe Kommune med 12,60 pct., Herlev Kommune med 6,71 pct., Rødovre Kommune med 2,01 pct., Glostrup Kommune med 7,18 pct., Albertslund Kommune med 3,23 pct., Brøndby Kommune med 4,18 pct., Høje-Taastrup Kommune med 0,88 pct., Hvidovre Kommune med 0,92 pct., Vallensbæk Kommune med 3,15 pct. og Ishøj Kommune med 3,62 pct.

Stk. 3 Ejerfordelingen mellem de 11 kommuner, jf. stk. 2, kan ændres ved aftale, hvis alle 11 kommuner er enige herom.

Stk. 4 Transportministerens oprindelige indskud på op til 1.777 mio. kr. i Hovedstadens Letbane I/S konverteres til et tilskud. Beløbet er angivet i 2013-priser og indeksreguleres med Finansministeriets anlægsindeks.

Stk. 5 Region Hovedstaden indskyder 991 mio. kr., Lyngby-Taarbæk Kommune indskyder 285,1 mio. kr., Gladsaxe Kommune indskyder 286,4 mio. kr., Herlev Kommune indskyder 152,9 mio. kr., Rødovre Kommune indskyder 45,4 mio. kr., Glostrup Kommune indskyder 163,3 mio. kr., Albertslund Kommune indskyder 73,9 mio. kr., Brøndby Kommune indskyder 94,6 mio. kr., Høje-Taastrup Kommune indskyder 19,4 mio. kr., Hvidovre Kommune indskyder 20,7 mio. kr., Vallensbæk Kommune indskyder 71,3 mio. kr., og Ishøj Kommune indskyder 82,9 mio. kr. i Hovedstadens Letbane I/S. Beløbene er angivet i 2013-priser og indeksreguleres med Finansministeriets anlægsindeks frem til driftstart og derefter med nettoprisindekset.

Stk. 6 Lyngby-Taarbæk Kommune, Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune, Rødovre Kommune, Glostrup Kommune, Albertslund Kommune, Brøndby Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Hvidovre Kommune, Vallensbæk Kommune, Ishøj Kommune og Region Hovedstaden afsætter samlet set yderligere reserver på i alt 379,3 mio. kr. Beløbene er angivet i 2013-priser og indeksreguleres med Finansministeriets anlægsindeks frem til driftstart og derefter med nettoprisindekset.

Stk. 7 Transportministeren, Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. stk. 1, stiller vederlagsfrit de arealer, der er nødvendige for letbanens anlæg og drift, til rådighed for Hovedstadens Letbane I/S.

§ 2

Hovedstadens Letbane I/S forestår projektering, anlæg og drift af en letbane på Ring 3, herunder gennemførelse af forberedende arbejder.

Stk. 2 Linjeføringen for letbanen på Ring 3 med stationer, kontrol- og vedligeholdelsescenter og omformerstationer fremgår af bilag 1 til loven.

§ 3

Transportministeren skal efter høring af de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, og Region Hovedstaden udarbejde VVM-redegørelse for letbanen på Ring 3, herunder foretage høring, og andre nødvendige miljøvurderinger af projektet.

Stk. 2 Offentliggørelse af VVM-redegørelsen kan ske udelukkende digitalt.

§ 3a

Anlægget af letbanen på Ring 3, jf. § 2, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. dog § 3 b.

§ 3b

Ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, som kan være til skade for miljøet, må ikke påbegyndes uden tilladelse fra Trafikstyrelsen, jf. § 25 b.

Stk. 2 Trafikstyrelsen afgør på grundlag af en anmeldelse fra Hovedstadens Letbane I/S, om der skal udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse, inden der gives tilladelse efter stk. 1. Vurderer Trafikstyrelsen, at der skal udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse, udarbejder Hovedstadens Letbane I/S denne. Trafikstyrelsen foretager offentliggørelse af den supplerende VVM-redegørelse med henblik på høring af offentligheden og berørte myndigheder.

Stk. 3 Bestemmelser i anden lovgivning, som fastsætter krav om vurdering af virkninger på miljøet (VVM), finder ikke anvendelse på ændringer og udvidelser omfattet af stk. 1.

Stk. 4 Trafikstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 og efter regler fastsat i medfør af stk. 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5 Transportministeren kan efter forhandling med miljø- og fødevareministeren fastsætte nærmere regler om

  • 1) anmeldelse efter stk. 2 af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet til Trafikstyrelsen,

  • 2) pligt for andre myndigheder og Hovedstadens Letbane I/S til at give de oplysninger, der er nødvendige for Trafikstyrelsens vurdering af ændringer eller udvidelser efter stk. 2,

  • 3) gennemførelse af Trafikstyrelsens vurdering efter stk. 2 og om indholdet af VVM-redegørelsen,

  • 4) vilkår for tilladelsen efter stk. 1 og

  • 5) offentliggørelse, herunder om udelukkende digital annoncering, af afgørelser efter stk. 1 og 2 og af den supplerende VVM-redegørelse.

Stk. 6 Transportministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om beskyttelse af dyre- og plantearter ved afgørelser om tilladelse til ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet efter stk. 1.

§ 3c

Beskyttelsesmæssige hensyn efter naturbeskyttelsesloven, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelse af anlægget nævnt i § 2, varetages af transportministeren efter denne lov. Kort over naturlokaliteter omfattet af naturbeskyttelsesloven fremgår af bilag 2 til loven.

§ 3d

Kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelser vedrørende anlægsprojektet, jf. § 2, som træffes efter lov om naturbeskyttelse og lov om miljøbeskyttelse samt regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet, jf. § 2, i henhold til de love og regler, der er nævnt i stk. 1, kan påklages af Hovedstadens Letbane I/S til transportministeren.

Stk. 3 Transportministeren kan overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter de love og regler, der er nævnt i stk. 1, i en nærmere bestemt sag vedrørende anlægsprojektet, jf. § 2.

Stk. 4 Transportministerens afgørelser af klager efter stk. 2, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter stk. 3, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 5 De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.

Stk. 6 Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de love, der er nævnt i stk. 1, inden for den pågældende kommune.

§ 3e

Transportministeren kan fastsætte regler om forurening og gener fra anlægget nævnt i § 2. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om egenkontrol og om tilsyn og håndhævelse, herunder at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler fastsat efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør heraf finder ikke anvendelse på forurening og gener fra de dele af anlægget af letbanen på Ring 3, der er omfattet af regler udstedt efter stk. 1. Det samme gælder afgørelser truffet i medfør af lov om miljøbeskyttelse.

§ 3f

Fastsætter transportministeren regler i medfør af § 3 e, stk. 1, kan ministeren samtidig fastsætte regler om, at Hovedstadens Letbane I/S skal tilbyde kompensation til beboere, som kan udsættes for gener som følge af regler udstedt i medfør af § 3 e, stk. 1. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter m.v.

Stk. 2 Transportministeren kan fastsætte regler om, at Hovedstadens Letbane I/S skal tilbyde beboere, der er særligt udsat for gener som følge af transportministerens regulering af forholdene i medfør af § 3 e, stk. 1, genhusning eller overtagelse af deres bolig. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i bopælskommunen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig. Transportministeren kan desuden fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophør, herunder regler om, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse.

Stk. 3 Opnås der ikke en aftale mellem Hovedstadens Letbane I/S og den berettigede til kompensation, genhusning eller overtagelse af boligen i medfør af regler udstedt efter stk. 1 og 2, eller opstår der uenighed om en indgået aftale, træffer Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2.

Stk. 4 Sager om kompensation, genhusning og overtagelse behandles i øvrigt af Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 5 Kompensation og beløb ydet ved genhusning efter reglerne i stk. 1 og 2 indgår ikke ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser. Kompensationen og beløbene medregnes endvidere ikke ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.

Stk. 6 Har transportministeren fastsat regler efter stk. 1 og 2, herunder om genhusning, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra anlægget af anlægsprojektet.

§ 3g

§§ 3 a-3 f og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet, der er tilladt efter § 3 b, stk. 1.