Ligningsloven § 10

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024 og lov nr. 122 af 06. februar 2024

§ 10

Bidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene af ægtefællerne til underhold af den anden ægtefælle, kan fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst. Bidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene af ægtefællerne til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen, kan fradrages i bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 2. Bidragene til underhold af den anden ægtefælle medregnes til denne ægtefælles skattepligtige indkomst. Bidragene til underhold af et barn medregnes til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene, der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag. Særlige bidrag til barnets dåb og bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, medregnes dog ikke til barnets skattepligtige indkomst, i det omfang bidragene ikke overstiger for dåb 1 gang det månedlige normalbidrags grundbeløb og for bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, 3 gange det månedlige normalbidrags grundbeløb.

Stk. 2 Fradragsretten for bidrag til underhold af børn er betinget af, at bidragyderen har forsørgerpligt over for det offentlige for barnet. Bidrag for tiden efter barnets fyldte 18. år kan ikke fradrages. Bidrag for tiden indtil barnets fyldte 18. år kan fradrages, i det omfang de overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Betaler en bidragsskyldig til det offentlige et beløb til dækning af forskudsvis udbetalte børnebidrag, anses beløbet fortrinsvis at vedrøre de først forskudsvis udbetalte børnebidrag. I det omfang beløbet herved anses at vedrøre perioder, der omfattes af den bidragspligtiges indkomstår 2000 og senere indkomstår, finder 3. pkt. tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 1 finder tillige anvendelse på underholdsbidrag fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle og til børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen, når ægtefællerne på grund af faktisk adskillelse er ansat selvstændigt til statsskat, og bidraget er fastsat eller godkendt af det offentlige.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 1 finder, for så vidt angår bidrag i anledning af separation, kun anvendelse på bidrag, hvis størrelse er fastsat eller ændret efter ikrafttrædelsen af lov nr. 517 af 19. december 1942. Med hensyn til bidrag i anledning af skilsmisse finder bestemmelserne kun anvendelse på bidrag, der er fastsat eller ændret efter ikrafttrædelsen af lov nr. 538 af 22. december 1941.

Stk. 5 Fradragsretten efter stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, er betinget af, at bidragsyderen oplyser om identiteten af modtageren af bidraget efter skatteindberetningslovens § 41, stk. 2, eller oplysningerne anses for afgivet efter skatteindberetningslovens § 41, stk. 3.