Ligningsloven § 8Q

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024, lov nr. 122 af 06. februar 2024 og lov nr. 328 af 09. april 2024

§ 8Q

Foreløbigt udbetalte beløb modtaget i henhold til en hjælpepakke som følge af covid-19 kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst vælges medregnet i det indkomstår, hvor beløbet er modtaget, eller i et efterfølgende indkomstår, dog senest i det indkomstår, hvor der er truffet administrativ afgørelse om retten til beløbet.

Stk. 2 Stk. 1 finder alene anvendelse på foreløbigt udbetalte beløb, hvor der efterfølgende skal træffes administrativ afgørelse om retten til beløbet.

Stk. 3 Bindende valg om medregning af beløb efter stk. 1 skal foretages inden udløbet af oplysningsfristen for det indkomstår, valget vedrører. For beløb modtaget i indkomståret 2020 kan den skattepligtige dog ændre sit valg efter 1. pkt. vedrørende indkomståret 2020 inden udløbet af oplysningsfristen for indkomståret 2021. Omvalg efter 2. pkt. kan altid foretages til og med den 30. juni 2022 og kan inden for denne frist også omfatte valg vedrørende indkomståret 2021. Et omvalg efter 2. og 3. pkt. er bindende.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på forskudsvis udbetalte erstatninger og kompensationer, der er modtaget som følge af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Stk. 5 Hvis beløb omfattet af stk. 1 eller 4, der er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, helt eller delvis skal tilbagebetales, fradrages det beløb, der skal tilbagebetales, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor der er truffet endelig afgørelse om beløbet. Der kan i stedet ske nedsættelse af skatteansættelsen for det indkomstår, hvor beløbet er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis den skattepligtige anmoder herom efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.