Ligningsloven § 8Y

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024 og lov nr. 122 af 06. februar 2024

§ 8Y

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inklusive moms. Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el.lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt., når de sker inden for samme kalenderår.

Stk. 2 Er der i et indkomstår foretaget fradrag for en udgift, hvor fradraget ikke opfylder betingelserne i stk. 1, skal det tidligere fratrukne beløb reguleres tilbage, når betalingen sker i indkomståret. Hvis betaling sker efter udløbet af indkomståret, medtages beløbet som indtægt i det indkomstår, hvor betalingen sker.

Stk. 3 Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut som anført i stk. 1, kan virksomheden opnå sit fradrag ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Denne indberetning skal foretages senest i forbindelse med virksomhedens oplysningsfrist efter skattekontrollovens §§ 11-13 for det indkomstår, hvori købet er foretaget.

Stk. 4 Uanset fristen i stk. 3, 2. pkt., og fristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 kan told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra virksomheden genoptage virksomhedens skatteansættelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014, hvis virksomheden samtidig med anmodningen har indberettet oplysninger efter bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., om kontantkøb foretaget i de nævnte indkomstår. Told- og skatteforvaltningen skal have modtaget såvel indberetningerne som anmodningen om genoptagelse senest den 1. juli 2019.

Stk. 5 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om andre betalingsmåder, som sidestilles med betaling via pengeinstitut, og om krav til dokumentation. Bekendtgørelse om visse ligningslovsregler m.v.