Ligningsloven § 9L

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 871 af 21. juni 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 712 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 722 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 107 af 31. januar 2024, lov nr. 109 af 31. januar 2024, lov nr. 122 af 06. februar 2024 og lov nr. 328 af 09. april 2024

§ 9L

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan personer fradrage procenten nævnt i stk. 3 af deres fradragsberettigede pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 18 og pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, jf. dog 2.-5. pkt. og stk. 2. Pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 18 indgår med det beløb, hvormed de i indkomståret fradrages efter pensionsbeskatningslovens § 18. Indbetalinger til ratepension og ophørende livrente omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19 indgår med det beløb, for hvilket der er bortseelsesret efter pensionsbeskatningslovens § 19, og efter fradrag af indeholdt arbejdsmarkedsbidrag. Øvrige pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19 indgår efter fradrag af indeholdt arbejdsmarkedsbidrag. Der kan højst beregnes fradrag af et grundbeløb på 63.900 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 2 Indkomstskattepligtige pensionsudbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1-4, fragår i den efter stk. 1 beregnede sum af fradragsberettigede pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 18 og bortseelsesberettigede pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, når der i det foregående indkomstår er foretaget sådanne udbetalinger.  1. pkt. gælder dog ikke:

  • 1) Udbetaling af invalidepension indtil opnåelse af folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

  • 2) Udbetaling af rateforsikring i tilfælde af forsikredes invaliditet.

  • 3) Udbetaling af rateopsparing i tilfælde af kontohaverens varigt nedsatte arbejdsevne, som efter reglerne i lov om social pension berettiger kontohaveren til at oppebære førtidspension eller seniorpension.

  • 4) Udbetaling af ægtefælle- eller samleverpension.

  • 5) Udbetaling til efterladte.

  • 6) Udbetaling af pension som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 2.

  • 7) Udbetaling af børnepension.

Stk. 3 Procenten nævnt i stk. 1 udgør 8 for indkomstårene 2018 og 2019 og 12 for indkomståret 2020 og efterfølgende indkomstår, jf. dog 2. pkt. Fra og med det 15. indkomstår før det indkomstår, hvor personen når den folkepensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension, der gælder for den pågældende ved indkomstårets begyndelse, udgør procenten 20 for indkomståret 2018, 22 for indkomståret 2019 og 32 for indkomståret 2020 og efterfølgende indkomstår.