Lodsloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af lodsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lodslov

Lov nr. 567 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 346 af 29. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 725 af 25. juni 2014

Kapitel 12 1 Inddragelse af lodscertifikater og lodsfritagelsesbeviser m.v.
§ 27

Søfartsstyrelsen kan inddrage et lodscertifikat eller et lodsfritagelsesbevis og slette en registrering som lodseri i registeret, hvis betingelserne i loven for opnåelse af lodscertifikat, lodsfritagelsesbevis eller registrering ikke længere er opfyldt.

Stk. 2 Et lodscertifikat kan dog ikke inddrages i medfør af stk. 1, hvis det alene er betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 9, der ikke længere er opfyldt, jf. § 29, stk. 1.

Stk. 3 Et lodseri kan dog ikke slettes fra registeret i medfør af stk. 1, hvis det alene er betingelsen i § 24, stk. 4, nr. 3, der ikke længere er opfyldt, jf. § 31, stk. 2 og 3.

§ 28

Et lodscertifikat eller et lodsfritagelsesbevis kan inddrages, hvis

  • 1) indehaveren har gjort sig skyldig i overtrædelse af vilkår for lodscertifikat eller lodsfritagelsesbevis, af bestemmelser i loven eller af bestemmelser udstedt i medfør af loven,

  • 2) indehaveren af lodscertifikatet groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene i en tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsning eller

  • 3) der i øvrigt er forhold, som gør det betænkeligt, at indehaveren vedbliver at lodse eller at være fritaget for at benytte lods.

Stk. 2 Afgørelse i sager om frakendelse efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2 og 3, træffes af Søfartsstyrelsen, og afgørelsen kan af indehaveren kræves indbragt for domstolene. Søfartsstyrelsens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Indehaverens begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos Søfartsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt indehaveren. Søfartsstyrelsen oversender sagen til den stedlige politimester, der indbringer sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81.

Stk. 4 Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve sit erhverv som lods eller være fritaget for at benytte lods. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil den er indbragt, bestemme, at den pågældende under ankesagen ikke må udøve sit erhverv som lods eller være fritaget for at benytte lods.

§ 29

Et lodscertifikat kan inddrages af Søfartsstyrelsen, hvis indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. Certifikatet kan fratages for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og fristen herfor.

Stk. 2 En afgørelse efter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal være modtaget hos Søfartsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Søfartsstyrelsen anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3 En afgørelse efter stk. 1 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Søfartsstyrelsen. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, hvis fratagelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved dom.

§ 30

Et lodseri kan slettes fra registeret, hvis

  • 1) lodseriet har gjort sig skyldig i overtrædelse af vilkår for registrering, af bestemmelser i loven eller af bestemmelser udstedt i medfør af loven,

  • 2) lodseriet groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene i en tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsning, eller hvis skyldigt forsyningsbidrag ikke betales eller

  • 3) det har tilsidesat § 13, stk. 1, eller har undladt at efterleve bestemmelser udstedt i medfør af § 15, § 17, stk. 3, og § 24, stk. 7.

Stk. 2 Afgørelse i sager om sletning fra registeret efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om sletning fra registeret efter stk. 1, nr. 2 og 3, træffes af Søfartsstyrelsen, og afgørelsen kan af lodseriet kræves indbragt for domstolene. Søfartsstyrelsens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Lodseriets begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos Søfartsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt indehaveren. Søfartsstyrelsen oversender sagen til den stedlige politimester, der indbringer sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81.

Stk. 4 Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at lodseriet skal have adgang til at udøve lodsvirksomhed under sagens behandling.

§ 31

Et lodseri, der ikke længere har lodser i sin tjeneste, slettes fra registeret.

Stk. 2 Et lodseri, som indehaveren hæfter personligt for, kan slettes fra registeret, hvis lodseriet eller indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.

Stk. 3 Et lodseri, der drives i selskabsform, kan slettes fra registeret, hvis én eller flere af direktørerne eller bestyrelsesmedlemmerne i selskabet har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.

Stk. 4 Er fratagelse sket efter stk. 2 eller 3, finder § 29, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

§ 32

Såfremt det skønnes at indebære en væsentlig risiko for sejladssikkerheden at lade indehaveren af et lodscertifikat eller lodsfritagelsesbevis eller at lade et lodseri fortsætte sin virksomhed, kan Søfartsstyrelsen træffe afgørelse om midlertidig inddragelse i de i § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde eller om midlertidig sletning i de i § 30, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde, indtil domstolen har truffet afgørelse.