Hashklubloven § 1

Denne konsoliderede version af hashklubloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler

Lov nr. 471 af 07. juni 2001,
som ændret ved lov nr. 538 af 08. juni 2006 og lov nr. 1722 af 27. december 2016

§ 1

Foregår der i bestemte lokaler virksomhed på en måde, som systematisk indebærer strafbare handlinger, og som er egnet til at medføre ulempe og utryghed hos omkringboende, kan politidirektøren nedlægge forbud som nævnt i stk. 2 efter forudgående advarsel til den, der råder over lokalerne. Forudgående advarsel kan dog undlades, hvis der inden for de seneste 3 måneder over for den, der råder over lokalerne, er nedlagt forbud vedrørende andre lokaler inden for en radius af 500 m.

Stk. 2 Forbudet indebærer med de i stk. 3 og 4 nævnte undtagelser, at det er forbudt at modtage besøgende eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddelbar nærhed af de pågældende lokaler.

Stk. 3 Forbudet omfatter ikke personer, som er nærmeste pårørende til personer med fast bopæl i lokalerne.

Stk. 4 Forbudet omfatter endvidere ikke personer, som modtages eller opholder sig i lokalerne alene for at deltage i en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, hvis lokalerne også forud for, at forbudet blev nedlagt, anvendtes til en sådan forsamlingsvirksomhed.