Lønsumsafgiftsloven IV.

Denne konsoliderede version af lønsumsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af lønsum m.v.

Lov nr. 830 af 19. december 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2729 af 21. december 2021,
som ændret ved lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

IV. Kontrolbestemmelser
§ 14

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i virksomhederne og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. I det omfang oplysninger som nævnt i 1. pkt. er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 2 Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Materialet nævnt i stk. 1 skal efter anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.

§ 15

Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter § 14. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.