Løsladelsesbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af løsladelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1024 af 28. juni 2022

Kapitel 2 Løsladelsesdatoen
§ 19

Ved løsladelsesdatoen forstås i denne bekendtgørelse den beregnede dato for prøveløsladelse eller den dag, hvor løsladelse efter endt strafudståelse skal finde sted, jf. strafberegningsbekendtgørelsens kapitel 4 og 5.

§ 20

Løsladelse, som sker efter endt strafudståelse, skal finde sted på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl her i landet inden straffetidens udløb.

§ 21

Hvis løsladelsesdatoen efter § 19 falder på ugedagene torsdag-søndag, skal løsladelsen fremrykkes med op til 4 dage, således at løsladelsen finder sted på ugedagene mandag-onsdag for indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Hvis løsladelsesdatoen efter § 19 falder på ugedagene mandag-onsdag, som er en søgnehelligdag, kan løsladelsen fremrykkes med op til 3 dage for indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, således at løsladelsen sker nærmest forudgående hele hverdag, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3 Hvis løsladelsesdatoen efter § 19 falder på en mandag, som er 2. påskedag eller 2. pinsedag, skal løsladelsen fremrykkes til nærmest forudgående onsdag for indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Fremrykning af løsladelsen efter stk. 1-3 kan undlades, hvis

  • 1) undvigelse eller udeblivelse fra udgang har fundet sted inden for de sidste 4 uger før løsladelsesdatoen, eller

  • 2) der er en bestyrket mistanke om, at undvigelse eller udeblivelse fra udgang tidligere end 4 uger før løsladelsesdatoen har fundet sted med henblik på udnyttelse af adgangen til fremrykning.

§ 22

Hvis løsladelsesdatoen efter § 19 falder på en mandag-onsdag, der ikke er en søgnehelligdag, jf. § 21, stk. 2 og 3, kan løsladelsen fremrykkes med op til 3 dage før løsladelsesdatoen for indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover,

  • 1) hvis det er nødvendigt, for at den pågældende kan påbegynde dokumenteret beskæftigelse eller uddannelse, der er af væsentlig betydning for den pågældendes beskæftigelsesmæssige situation ved løsladelsen,

  • 2) i tilfælde, hvor der ellers ville blive givet tilladelse til udgang med henblik på at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg, at være til stede ved en nærtstående persons begravelse eller besøge nærtstående personer ved vigtige familiebegivenheder, eller

  • 3) hvis der opstår akut mangel på pladser i en institution.

§ 23

Indsatte, der udstår fængselsstraf i under 30 dage, kan løslades tidligere i tilfælde, hvor der ellers ville blive givet tilladelse til udgang med henblik på at besøge nærstående personer, som er alvorligt syge, eller at være til stede ved en nærstående persons begravelse.

§ 24

Indsatte, der udstår straf af fængsel i 3 måneder eller derover, kan løslades indtil 5 dage før jul, hvis løsladelsesdatoen falder i tidsrummet fra den 23. december til den 3. januar, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2 Det er en forudsætning for fremrykning af løsladelsen efter stk. 1, at

  • 1) mindst 2 måneder af straffen er udstået, den dag løsladelsen finder sted,

  • 2) der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og

  • 3) der ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, som gør fremrykning af løsladelsen utilrådelig.

Stk. 3 Fremrykning af løsladelsen efter stk. 1 kan undlades, hvis

  • 1) undvigelse eller udeblivelse fra udgang har fundet sted i tidsrummet fra den 1. oktober samme år,

  • 2) der er en bestyrket mistanke om, at undvigelse eller udeblivelse fra udgang før 1. oktober samme år har fundet sted med henblik på udnyttelse af adgangen til fremrykning, eller

  • 3) den pågældende er udeblevet fra tilsigelse til den aktuelle afsoning uanset tidspunktet herfor.