Lov om ædle metaller og konfliktmineraler § 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 798 af 01. januar 1900,
jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 09. juni 2020

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Holdighed: Indholdet af et ædelt metal målt i promille af legeringens vægt.

  • 2) Konventionsstempel: Ædelmetalkonventionens fælles kontrolstempel som beskrevet i bilag II i konventionen om kontrol og stempling af varer af ædle metaller af 15. november 1972 med senere ændringer.

  • 3) Konfliktmineral: Mineraler eller metaller, der er omfattet af bilag I i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/821/EU af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder.

  • 4) Ædle metaller: Guld, sølv, platin og palladium.

  • 5) Varer af ædle metaller: Enhver vare, der er fremstillet helt eller delvis af ædle metaller eller deres legeringer.

  • 6) EU-importør: Enhver fysisk eller juridisk person, som angiver, at mineraler eller metaller overgår til fri omsætning som omhandlet i artikel 201 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 952/2013/EU af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, eller enhver fysisk eller juridisk person, på hvis vegne en sådan erklæring er afgivet som angivet i dataelement 3/15 og 3/16 i overensstemmelse med bilag B til Europa-Kommissionens delegerede forordning 2015/2446/EU af 28. juli 2016 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen.

  • 7) Due diligence: Forpligtelserne for EU-importører af konfliktmineraler, for så vidt angår deres ledelsessystem, risikostyring, uafhængige tredjepartsaudits og fremlæggelse af oplysninger, med henblik på at identificere og imødegå faktiske og potentielle risici med forbindelse til konfliktramte områder og højrisikoområder for at forhindre eller afbøde negative virkninger forbundet med deres tilvejebringelsesaktiviteter.