Lov om afgift af bekæmpelsesmidler § 1

Denne konsoliderede version af lov om afgift af bekæmpelsesmidler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 416 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 595 af 29. april 2020,
som ændret ved lov nr. 168 af 29. februar 2020, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 330 af 28. marts 2023, lov nr. 755 af 13. juni 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

Afgiftspligtigt vareområde og afgiftssatser
§ 1

Der betales afgift til statskassen af plantebeskyttelsesmidler, der er godkendt efter regler udstedt i medfør af kapitel 7 i lov om kemikalier, efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF eller efter Europa-parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter.

Stk. 2 Afgiften udgør summen af nr. 1-4 opgjort pr. kilogram eller liter plantebeskyttelsesmiddel:

  • 1) 140 kr. pr. kilogram eller liter plantebeskyttelsesmiddel gange midlets sundhedsbelastning pr. kilogram eller liter middel.

  • 2) 140 kr. pr. kilogram eller liter aktivstof gange midlets miljøeffektbelastning pr. kilogram eller liter middel.

  • 3) 140 kr. pr. kilogram eller liter aktivstof gange midlets miljøadfærdsbelastning pr. kilogram eller liter middel.

  • 4) 20 kr. pr. kilogram eller liter aktivstof.

Stk. 3 Afgiftssatsen opgjort efter stk. 2 afrundes opad til nærmeste hele krone.

Stk. 4 Kriterierne for fastlæggelse af plantebeskyttelsesmidlernes sundhedsbelastning, miljøeffektbelastning og miljøadfærdsbelastning fremgår af bilag 1.

Stk. 5 Mikrobiologiske bekæmpelsesmidler, jf. § 7, stk. 1, nr. 7, beskattes som beskrevet i § 7, stk. 2.