Lov om afgift af svovl § 2

Denne konsoliderede version af lov om afgift af svovl er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 421 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 479 af 22. april 2020,
som ændret ved lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 672 af 19. april 2021, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 329 af 28. marts 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

§ 2

Afgiften udgør 23,0 kr. pr. kg svovl (2015-niveau) i varerne, der er nævnt i § 1.

Stk. 2 Registrerede virksomheder kan efter ansøgning til told- og skatteforvaltningen betale afgift af udledningen af svovldioxid (SO2) for de varer, der forbruges i virksomheden, i stedet for af det afgiftspligtige indhold af svovl i disse varer. Afgiften udgør 11,5 kr. pr. kg svovldioxid (SO2) udledt til luften (2015-niveau). Virksomheden skal gennemføre målinger af den samlede mængde af svovl udledt til luften, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Såfremt registrerede virksomheder, som anvender varer omfattet af § 1, nr. 14, med et afgiftspligtigt svovlindhold, ikke foretager måling af den samlede mængde svovl udledt til luften, opgøres afgiften ud fra virksomhedens forbrug af disse varer. Afgiften udgør for:

  • 1) Træpiller med svovlholdigt bindemiddel 46,1 kr. pr. t (2015-niveau)

  • 2) Halm 26,5 kr. pr. t (2015-niveau)

  • 3) Affald 10,4 kr. pr. t (2015-niveau)

Stk. 4 For virksomheder, der ikke indkøber brændsler omfattet af stk. 3, kan afgiften opgøres til 81,0 øre pr. GJ nyttiggjort varme eller elproduktion (2015-niveau).

Stk. 5  Satserne, der er nævnt i stk. 1-4, reguleres efter § 32 a i lov om mineralolieprodukter m.v. I perioden 2010-2014 er satserne, der er nævnt i stk. 1-4, som angivet i bilag 1.

Stk. 6 Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser vedrørende målere og regler for måling mv. til opgørelse af den i stk. 2 nævnte udledning til luften.

Stk. 7 Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere krav til oplysninger, dokumentation mv., som skal fremgå af den i stk. 2 nævnte ansøgning.