Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 575 af 04. maj 2015,
som ændret ved lov nr. 792 af 04. maj 2021 og lov nr. 1676 af 19. december 2023

Kapitel 1 1 Anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg
§ 1

Femern A/S bemyndiges til at anlægge og drive en fast forbindelse over Femern Bælt (kyst til kyst-projektet) og til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen heraf.

Stk. 2 Den faste forbindelse over Femern Bælt består af

  • 1) etablering af en sænketunnel mellem Puttgarden i Tyskland og Rødbyhavn med en kombineret jernbane- og vejforbindelse bestående af en dobbeltsporet, elektrificeret jernbane og en firesporet motorvej med dertilhørende anlæg og

  • 2) etablering af et nyt landområde placeret på dansk territorium ud for Rødbyhavn.

Stk. 3 Kort over linjeføringen på land, gennem Femern Bælt og i projektområder, jf. stk. 2, nr. 1, fremgår af lovens bilag 1.

Stk. 4 Kort over det nye landområde, jf. stk. 2, nr. 2, fremgår af lovens bilag 2.

Stk. 5 Transportministeren kan fastsætte regler for arealanvendelsen af det i medfør af stk. 2, nr. 2, etablerede landområde, som ikke anvendes til det permanente anlæg. Fysisk planlægning efter lov om planlægning må ikke stride imod regler fastsat efter denne bestemmelse.

§ 1a

Sund & Bælt Holding A/S kan bevare produktionsområdet og de produktionsfaciliteter, der er opført til brug for fremstilling af tunnelelementer til den faste forbindelse over Femern Bælt, efter at fremstillingen af sådanne tunnelelementer er afsluttet, og foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik herpå. Kort over området med angivelse af de omhandlede produktionsfaciliteter fremgår af lovens bilag 8.

Stk. 2 Femern A/S skal foretage de dispositioner, som er nødvendige for, at Sund & Bælt Holding A/S kan bevare produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter efter stk. 1 skal ske inden for rammerne af de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger af bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter.

Stk. 4 Ved bevarelsen af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter efter stk. 1 udfører Sund & Bælt Holding A/S afværgeforanstaltninger i henhold til de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger af bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter.

§ 2

A/S Femern Landanlæg bemyndiges til at anlægge og drive de danske landanlæg og til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen heraf.

Stk. 2 De danske jernbanelandanlæg består af

  • 1) udbygning af jernbaneanlægget fra Vordingborg til Masnedø og fra Orehoved til syd for Holeby på Lolland til en dobbeltsporet jernbane med dertilhørende anlæg,

  • 2) elektrificering og opgradering af jernbanen, så passagertog kan passere med 200 km/t. på strækningen fra Ringsted til Masnedø og fra Orehoved til syd for Holeby,

  • 3) etablering af en passagervendt station ved Holeby og

  • 4) etablering af en ny jernbanebro over Masnedsund og en enkeltsporet jernbaneklapbro over Guldborgsund.

Stk. 3 Jernbanestrækningen og de anlæg, der omfattes af stk. 2, fremgår af lovens bilag 3.

Stk. 4 Det danske vejlandanlæg består af

  • 1) etablering af en ny bro over Sydmotorvejen ved Lundegårdsvej og

  • 2) gennemførelse af miljømæssige forbedringer af den eksisterende motorvej på strækningen mellem Sakskøbing og Rødbyhavn.

Stk. 5 Transportministeren kan beslutte at nedlægge Sydmotorvejen som hovedlandevej på strækningen mellem tilslutningspunktet for den faste forbindelse og Rødbyhavn, hvis en evaluering efter åbningen af den faste forbindelse viser, at trafikmængden er faldet til et niveau, som trafikalt og funktionsmæssigt er passende til en kommunevej. Hvis strækningen nedklassificeres som statsvej, skal strækningen ombygges til en passende standard.

Stk. 6 Kort over strækningen, som er nævnt i stk. 5, fremgår af lovens bilag 4.

Stk. 7 Transportministeren bemyndiges til ved ibrugtagningen af den nye, opgraderede jernbane, jf. stk. 2, at nedlægge den eksisterende jernbanestrækning fra Rødbyhavn til det punkt, hvor den nye, opgraderede jernbane drejer af mod tunnelåbningen.