Lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag Kapitel 2 b

Denne konsoliderede version af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1090 af 23. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024

Kapitel 2 b Tilskud til kommuner vedrørende lønudgifter til visse elever og lærlinge mellem grund- og hovedforløbet
§ 5b

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder tilskud til kommuner vedrørende lønudgifter imellem grundforløbet og hovedforløbet pr. elev eller lærling, der opfylder følgende betingelser:

  • 1) Vedkommende er optaget på erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent.

  • 2) Vedkommende har indgået en uddannelsesaftale med en kommune, der omfatter mindst 2. del af grundforløbet og hovedforløbet.

  • 3) Vedkommende er fyldt 25 år senest ved uddannelsesaftalens påbegyndelse.

  • 4) Vedkommende har opnået kvalifikation til hovedforløbet under uddannelsesaftalens varighed og har efterfølgende påbegyndt hovedforløbet.

Stk. 2 Hvis eleven eller lærlingen skifter arbejdsgiver fra en kommune til en anden kommune efter overgangen til hovedforløbet, tilfalder tilskuddet den kommune, som har indgået uddannelsesaftalen med eleven eller lærlingen på grundforløbet.

Stk. 3 Satser for tilskuddet og den periode, for hvilken der ydes tilskud, fastsættes i de årlige finanslove.

Stk. 4 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning, udbetalingsgrundlag, beregning, udbetaling, efterregulering, periodeafgrænsning og administration af ordningen i øvrigt.