Lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1090 af 23. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024

Kapitel 4 1 Mobilitetsfremmende ydelser m.v.
§ 8

Med henblik på indgåelse af uddannelsesaftaler vedrørende erhvervsuddannelser yder Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag økonomisk støtte til elever og lærlinge i form af:

  • 1) Rejsehjælp til søgning eller overtagelse af en læreplads.

  • 2) Flyttehjælp ved overtagelse af en læreplads.

  • 3) Tilskud til forsørgere til merudgifter til dobbelt husførelse.

  • 4) Tilskud i særlige tilfælde til andre boligudgifter.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse vedrørende skoleoplæring i erhvervsuddannelserne.

§ 9

Henvisningen til erhvervsuddannelseslovens § 5, stk. 5, er forkert da den bestemmelse ikke længere findes.
Se eventuelt erhvervsuddannelseslovens § 5 c, stk. 2 - den 1. august 2015 vil henvisningen i denne bestemmelse blive ændret fra § 5, stk. 5, til § 5 c, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven, jf. § 4, nr. 6, og § 1, nr. 5, samt § 10 i ændringslov nr. 634 af 16. juni 2014.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder økonomisk støtte til elever og lærlinge under erhvervsuddannelse, jf. § 5 c, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser med henblik på beskæftigelse i udlandet, jf. § 15, stk. 2.

Stk. 2 Støtten ydes i form af:

  • 1) Tilskud m.v. nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1-3.

  • 2) Rejsehjælp til rejsen til Danmark ved afslutning af beskæftigelsen i udlandet.

  • 3) Tilskud til boligudgifter.

  • 4) Tilskud til andre særlige udgifter, der er begrundet i udlandsopholdet.

Stk. 3 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan beslutte at yde tilskud til rejseudgifter til elever og lærlinge, der ønsker at indgå en aftale med en arbejdsgiver om gennemførelse af en faglig grunduddannelse i udlandet, jf. § 15, stk. 2.

Stk. 4 Reglerne i § 8, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for støtte efter denne bestemmelse.

§ 10

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder hel eller delvis refusion af udgifter, som en arbejdsgiver har afholdt i forbindelse med udstationering af elever eller lærlinge med en erhvervsuddannelsesaftale i udlandet, jf. § 15, stk. 2, eller andre særlige udgifter i forbindelse med tilvejebringelse af lærepladser i form af udstationering i udlandet.

Stk. 2 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan stille som vilkår for ydelse af refusion, at arbejdsgiveren i udstationeringsperioden ansætter en elev eller lærling under skoleoplæring i erhvervsuddannelserne.

§ 11

Henvisningen til erhvervsuddannelseslovens § 5, stk. 5, er forkert da den bestemmelse ikke længere findes.
Se eventuelt erhvervsuddannelseslovens § 5c, stk. 2 - den 1. august 2015 vil henvisningen i denne bestemmelse nemlig blive ændret fra § 5, stk. 5, til § 5 c, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven, jf. § 4, nr. 7, og § 1, nr. 5, samt § 10 i ændringslov nr. 634 af 16. juni 2014.
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder godtgørelse til elever og lærlinge i hovedforløbet, jf. § 5 c, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, når eleverne eller lærlingene er optaget på grundlag af beskæftigelse i udlandet, jf. § 9, stk. 1. Godtgørelsen udgør samme beløb, som en arbejdsgiver efter § 5, stk. 1, er berettiget til at modtage som lønrefusion for den pågældende elev eller lærling.

Stk. 2 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan beslutte at give tillæg til godtgørelsen efter stk. 1. Den samlede godtgørelse må dog højst udgøre et beløb, der svarer til fuld elevløn.

Stk. 3 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fastsætter retningslinjer for udbetaling af godtgørelsen.

Stk. 4 Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder tilskud til de faglige udvalgs udgifter til svendeprøver for elever og lærlinge uden uddannelsesaftale, der er optaget til afsluttende skoleundervisning på grundlag af beskæftigelse i udlandet, jf. § 15, stk. 2.

§ 12

Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan beslutte, at bestemmelserne i §§ 6-10 finder tilsvarende anvendelse for andre elever end elever og lærlinge i erhvervsuddannelser.

§ 12a

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan yde tilskud til en eller flere institutioner eller en styrelse eller anden offentlig institution under Børne- og Undervisningsministeriet, som er bemyndiget til at varetage ordningens administration, eller personer, der varetager formidling af beskæftigelse i udlandet og lærepladser i form af udstationering i udlandet, jf. også §§ 9 og 10.

§ 12b

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder tilskud til faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg til vejledning om uddannelsesmuligheder, beskæftigelsesmuligheder og hjælp til aftaleindgåelse m.v. for elever, lærlinge og oplæringsvirksomheder i erhvervsuddannelserne. Udvalgene samarbejder med institutionerne og de lokale og regionale interessenter herom.

Stk. 2 Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder endvidere tilskud til de faglige udvalgs udgifter til afholdelse af svendeprøver for elever og lærlinge under erhvervsuddannelse for voksne, jf. § 67 a, stk. 3, 2. pkt., i lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 3 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag fastsætter nærmere regler om ordningen i stk. 1, herunder om størrelsen af den økonomiske støtte samt betingelserne for ydelse af støtte.

§ 12c

Staten yder tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner for formidling af uddannelsesaftaler med arbejdsgivere inden for lov om erhvervsuddannelser, herunder kombinationsaftaler, eller formidling af beskæftigelse i udlandet, jf. § 31, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser. Tilskuddet ydes på grundlag af et årligt måltal for antal registrerede uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet pr. tilskudsmodtagende institution. Måltallet fastsættes til 100 pct. af antal tilskudsudløsende uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet for institutionen i det seneste kalenderår. Måltallet fastsættes senest den 31. marts i året efter det seneste kalenderår. Tilskuddet forhøjes, når institutionen har opfyldt det årlige måltal. Tilskuddene ydes ikke for uddannelsesaftaler i henhold til § 66 f, stk. 1, og § 66 r, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser eller for uddannelsesaftaler inden for social- og sundhedsuddannelserne. Tilskuddenes størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Det er en betingelse, at uddannelsesaftalen eller beskæftigelsen i udlandet får en varighed af mindst 3 måneder. Retten til tilskud for uddannelsesaftaler med prøvetid bortfalder, hvis uddannelsesaftalen ophører inden prøvetidens udløb.

Stk. 2 Staten yder tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner for formidling af uddannelsesaftaler, herunder kombinationsaftaler, med arbejdsgivere, der ikke har haft en uddannelsesaftale med en elev eller lærling i de seneste 5 år. Tilskuddet ydes ikke for uddannelsesaftaler i henhold til § 66 f, stk. 1, og § 66 r, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser eller for uddannelsesaftaler inden for social- og sundhedsuddannelserne. Tilskuddets størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Det er en betingelse, at uddannelsesaftalen får en varighed af mindst 3 måneder. Retten til tilskud for uddannelsesaftaler med prøvetid bortfalder, hvis uddannelsesaftalen ophører inden prøvetidens udløb.

Stk. 3 Staten yder tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og andre skoler og institutioner for formidling af uddannelsesaftaler med arbejdsgivere inden for lov om erhvervsuddannelser, herunder kombinationsaftaler, som indgås med elever eller lærlinge, der er i gang med et grundforløb, og indgås for mindst hele uddannelsesforløbet herefter. Tilskuddet ydes også for uddannelsesaftaler med merkantile eux-elever og -lærlinge indgået på det studiekompetencegivende forløb. Tilskuddet ydes ikke for uddannelsesaftaler med elever og lærlinge under erhvervsuddannelse i henhold til § 12, stk. 1, 4. pkt., i lov om erhvervsuddannelser eller for uddannelsesaftaler med elever og lærlinge på 25 år og derover på erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Tilskuddet ydes inden for en ramme, der fastsættes på de årlige finanslove. Det er en betingelse, at uddannelsesaftalen får en varighed af mindst 3 måneder. Retten til tilskud bortfalder, hvis uddannelsesaftalen ophører inden prøvetidens udløb.

Stk. 4 Tilskud i tilskudsåret efter stk. 1-3 beregnes på baggrund af uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet, som er gyldigt registreret i det praktikadministrative system, senest den 31. december året efter at uddannelsesaftalen eller aftalen om beskæftigelse i udlandet er indgået. Der sker ikke genberegning af tilskud i tilskudsåret efter stk. 1-3 som følge af registrering eller berigtigelse af registrering, der finder sted efter denne dato.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren udbetaler et foreløbigt beløb til dækning af udgiften til tilskud og administrationsudgifter til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Beløbet udbetales kvartalsvis forud. Der gennemføres en efterfølgende regulering efter årets afslutning.

Stk. 6 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag udarbejder et særligt regnskab for udbetalinger i løbet af året, jf. § 24. Regnskabet revideres efter § 25.

Stk. 7 Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag administrerer ordningerne i stk. 1-3 og fastsætter nærmere regler om udbetalingen.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision for institutionerne nævnt i stk. 1-3.