Autorisationsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af autorisationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

Lov nr. 451 af 22. maj 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 737 af 13. juni 2023, lov nr. 739 af 13. juni 2023 og lov nr. 1778 af 28. december 2023

Kapitel 5 1 Pligter m.v.
Omhu og samvittighedsfuldhed
§ 17

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Medhjælp
§ 18

Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte nærmere regler om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp.

Oplysnings- og indberetningspligt
§ 19

En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhed afkræves vedkommende af sundhedsmyndighederne, og til at opfylde den oplysnings- og indberetningspligt, der i øvrigt påhviler vedkommende efter lovgivningen.

Erklæringer
§ 20

En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.

Stk. 2 En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner.

Stk. 3 Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler for afgivelse af erklæringer. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller forudsat erklæring afgivet på en særlig blanket, eller ønsker en offentlig myndighed i øvrigt at benytte en særlig blanket, skal Styrelsen for Patientsikkerhed forinden have lejlighed til at udtale sig om blankettens indhold. Dette gælder dog ikke simple syge- og raskmeldingserklæringer.