Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 401 af 28. april 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 30 af 11. januar 2019

Kapitel 7 1 Påbud
§ 24

Såfremt en virksomhed, der udfører elektriske arbejder i henhold til § 2, stk. 3-5, eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 2, eller en virksomhed, der udfører gasinstallationer, vandinstallationer eller afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger i henhold til regler fastsat i medfør af § 6, nr. 2, groft eller gentagne gange overtræder krav i regler udstedt i medfør af den tidligere gældende lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, regler udstedt i medfør af elsikkerhedsloven, gasreglementet, regler om vand- og afløbsinstallationer eller øvrige sikkerhedskrav, kan Sikkerhedsstyrelsen påbyde virksomheden at lade sådanne arbejder udføre af en autoriseret virksomhed.

Stk. 2 Hvis forudsætningerne for påbuddet, jf. stk. 1, ændrer sig, kan virksomheden anmode Sikkerhedsstyrelsen om at vurdere, om påbuddet fortsat skal opretholdes.

Stk. 3 En afgørelse om påbud efter stk. 1 kan af den virksomhed, som er afgørelsens adressat, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for domstolene skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende virksomhed.

Stk. 4 Sikkerhedsstyrelsen anlægger uden unødigt ophold sag mod virksomheden nævnt i stk. 3 i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 5 Anmodning om sagsanlæg efter stk. 3 har opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at sagsanlægget ikke skal have opsættende virkning.