Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 401 af 28. april 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 30 af 11. januar 2019

§ 5

Vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af vvs-installatørvirksomheder, der har opnået autorisation efter § 9, stk. 1, eller delautorisation efter § 10, stk. 1, til det pågældende arbejde.

Stk. 2 Vandinstallationer regnes fra og med tilslutning til og frakobling fra forsyningsledning og omfatter hele installationen inklusive armaturer og installationsgenstande, medmindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt privat forbruger.

Stk. 3 Vand- og afløbsinstallationer på skibe bortset fra husbåde og i luftfartøjer, jernbanevogne og køretøjer bortset fra campingvogne og beboelsesvogne er ikke omfattet af loven.