Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet § 55

Denne konsoliderede version af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1705 af 27. december 2018,
som ændret ved lov nr. 2394 af 14. december 2021, lov nr. 897 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

§ 55

Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Følgende afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen:

  • 1) Gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et børnehus, jf. § 32.

  • 2) Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 14, stk. 2-4.

  • 3) Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner eller afdelinger efter § 15.

  • 4) Anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 16.

  • 5) Anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17.

  • 6) Tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse, jf. § 18, stk. 1.

  • 7) Samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2, eller § 32, stk. 2.

  • 8) Opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23.

  • 9) Ændring af anbringelsessted, jf. § 24.

Stk. 3 En klage kan indgives af en af forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 12 år.

Stk. 4 Afgørelse om bisidder til barnet eller den unge efter § 45 kan af barnet eller den unge indbringes for Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at barnet eller den unge har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 5 Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen har ikke opsættende virkning. Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse efter §§ 12-14 ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 6 Ved behandlingen i Ankestyrelsen har barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne ret til at gøre sig bekendt med sagens dokumenter og udtale sig. I sager efter stk. 2 er der endvidere ret til gratis advokatbistand, jf. § 46. Bestemmelsen i § 168, stk. 5, i lov om social service finder anvendelse.