Lov om betalinger § 31

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023

Kapitalgrundlag
§ 31

Et e-pengeinstitut skal til enhver tid som minimum have et kapitalgrundlag, som svarer til det højeste af følgende beløb, jf. dog stk. 4:

  • 1) Startkapitalen, jf. § 12.

  • 2) Et beløb, som svarer til 2 pct. af de gennemsnitlige udestående elektroniske penge.

Stk. 2 Hvis e-pengeinstituttet udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, som ikke er nært tilknyttede accessoriske tjenester til udstedelse af elektroniske penge, skal der ved beregningen af beløb i henhold til stk. 1, nr. 2, tillægges et beløb, som beregnes i overensstemmelse med § 32, stk. 1, nr. 2, og stk. 2. Ved beregningen finder § 32, stk. 3-5, og regler i medfør heraf tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Gennemsnittet af udestående elektroniske penge, jf. stk. 1, nr. 2, beregnes som de samlede krav på udstederen, der hidrører fra udestående elektroniske penge, opgjort på baggrund af det daglige udestående ved udgangen af hver dag i de foregående 6 måneder. Opgørelsen foretages den første dag i hver måned. Hvis virksomheden ikke har gennemført 6 måneders drift på datoen for beregningen, anvendes de eventuelt gennemførte måneder med drift og virksomhedens estimater for de gennemsnitlige udestående elektroniske penge for det kommende år som grundlag for beregningen.

Stk. 4 Ved beregning i henhold til stk. 1, nr. 2, kan Finanstilsynet ud fra en risikovurdering af det enkelte e-pengeinstitut beslutte, at instituttets kapitalgrundlag skal være op til 20 pct. højere og indtil 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den anviste beregningsmetode.

Stk. 5 Kapitalgrundlaget opgøres i overensstemmelse med § 33.