Lov om betalinger § 32

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023

§ 32

Et betalingsinstitut, som udbyder tjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, skal til enhver tid som minimum have et kapitalgrundlag, som svarer til det højeste af følgende beløb:

  • 1) Startkapitalen, jf. § 12.

  • 2) Det beløb, som fremkommer efter beregning i henhold til en af de tre metoder, der er beskrevet i bilag 2, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Et betalingsinstitut, som kun udbyder tjenester omfattet af bilag 1, nr. 7, skal til enhver tid som minimum have et kapitalgrundlag, som svarer til startkapitalen, jf. § 12.

Stk. 3 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for anvendelse af de beregningsmetoder, som er beskrevet i bilag 2, herunder hvilke af disse beregningsmetoder det enkelte betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2. Der skal herved tages hensyn til den type af betalingstjenester, som udbydes, og omfanget heraf.

Stk. 4 Finanstilsynet kan ud fra en risikovurdering af det enkelte betalingsinstitut beslutte, at instituttets kapitalgrundlag skal være op til 20 pct. højere eller 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den anviste beregningsmetode.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte regler om opgørelse af kapitalkrav, hvor betalingsinstituttet indgår i en koncern.