Lov om betalinger § 53

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023

§ 53

Finanstilsynet skal undlade at give tilladelse efter § 52, hvis et bestyrelsesmedlem, et direktionsmedlem, hvor virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren af virksomheden eller, hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven.

Stk. 2 Finanstilsynet skal endvidere undlade at give tilladelse til virksomheder, der søger om tilladelse efter § 52 til at udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 6, hvis et bestyrelsesmedlem, et direktionsmedlem, hvor virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren af virksomheden eller, hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige ikke har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence og erfaring til at udøve sit erhverv og varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.

Stk. 3 Finanstilsynet skal endvidere undlade at give tilladelse til en virksomhed, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven, eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Stk. 4 Ved Finanstilsynets vurdering i henhold til stk. 2 og 3 finder § 78, stk. 3, i straffeloven tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Finanstilsynet kan inddrage tilladelse til en virksomhed givet efter § 52, hvis et bestyrelsesmedlem, et direktionsmedlem, hvor virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren af virksomheden eller, hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige efterfølgende omfattes af stk. 1, eller hvis virksomheden eller en reel ejer efterfølgende omfattes af stk. 2.