Lov om Danmarks Innovationsfond Kapitel 7

Denne konsoliderede version af lov om Danmarks Innovationsfond er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 306 af 29. marts 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1660 af 12. august 2021

Kapitel 7 1 Tilsyn m.v.
§ 26

Uddannelses- og forskningsministeren fører tilsyn med fonden.

Stk. 2 Ministeren kan afkræve fonden enhver oplysning, som ministeren anser for nødvendig for at kunne udøve sin tilsynsforpligtelse. Ministeren skal til enhver tid have adgang til at gøre sig bekendt med fondens administrative og økonomiske systemer, regnskaber og virksomhed i øvrigt.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at fonden skal deltage i evalueringer af sit virke.

§ 26a

Fonden skal etablere et datagrundlag vedrørende fondens konkrete tilsagn til og afslag på ansøgte projekter m.v., herunder relevante stamdata.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om etablering af datagrundlaget efter stk. 1, herunder om indsamling, videregivelse, afrapportering og offentliggørelse m.v. af data.

§ 26b

Danmarks Innovationsfond er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen m.v.

Stk. 2 Fondens regnskab er omfattet af Rigsrevisionens revision i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 3 Fondens bestyrelse udpeger en intern revisor, der skal være statsautoriseret revisor, med henblik på varetagelse af den interne revision i et nærmere fastlagt samarbejde med rigsrevisor, jf. § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 4 Rigsrevisionen og uddannelses- og forskningsministeren skal underrettes om antagelse og afskedigelse af den interne revisor og om årsagen til revisorskift.

Stk. 5 Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes en årsrapport. Årsrapporten skal påtegnes af bestyrelsen, jf. § 11.

Stk. 6 Ministeren kan fastsætte regler for regnskabsaflæggelsen i overensstemmelse med de til enhver tid gældende statslige regnskabsregler.

§ 27

Uddannelses- og forskningsministeren kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt uddannelses- og forskningsministeren.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.