Lov om de gymnasiale uddannelser § 20

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 41 af 12. januar 2024

§ 20

Uddannelserne organiseres i et grundforløb, jf. § 21, og et efterfølgende studieretningsforløb, jf. §§ 22-27. Grundforløbet varer 3 måneder og afsluttes i første uge i november, hvor eleverne vælger studieretning blandt de studieretninger, som institutionen udbyder, jf. § 26. Institutionens leder fordeler eleverne i studieretninger, så den samlede elevgruppes ønsker inden for de givne rammer tilgodeses i videst muligt omfang. Ingen elev har krav på at få opfyldt sit ønske om studieretning.

Stk. 2 På den 2-årige uddannelse til almen studentereksamen, jf. § 2, stk. 3, vælger eleverne studieretning og de valgfag, der skal påbegyndes det første år, ved starten af uddannelsen. Kravene til grundforløbet overføres til studieretningsforløbet i en form, der er tilpasset den særlige tilrettelæggelse over 2 år.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om valget af studieretning ved afslutningen af grundforløbet, jf. stk. 1, og om kravene til almen studentereksamen i den 2-årige uddannelse, jf. stk. 2, herunder hvilke fag der udgår af den obligatoriske fagrække, jf. § 25.