Lov om de gymnasiale uddannelser § 61a

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 41 af 12. januar 2024

§ 61a

Eleven eller kursisten kan i fortsættelse af undervisning efter denne lov anvende et bevilget it-hjælpemiddel efter § 61, stk. 1, nr. 1, ved fortsat uddannelse i en ungdomsuddannelse, forberedende voksenuddannelse, ordblindeundervisning for voksne og efter- og videreuddannelse, indtil der på den nye uddannelse ydes tilbud om den fornødne støtte i form af tilbud om hjælpemidler efter bestemmelserne i den lovgivning, som gælder for den pågældende uddannelse.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan træffe beslutning om, at en elev eller kursist kan anvende et andet hjælpemiddel, der er bevilget efter § 61, stk. 1, nr. 1, ved fortsat uddannelse i en ungdomsuddannelse, forberedende voksenuddannelse, ordblindeundervisning for voksne og efter- og videreuddannelse, indtil der på den nye uddannelse ydes tilbud om den fornødne støtte i form af tilbud om hjælpemidler efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende uddannelse.

Stk. 3 Eleven eller kursisten kan anvende de bevilgede hjælpemidler, der er omfattet af stk. 1 eller 2, i 3 måneder efter elevens eller kursistens skift til en ny uddannelse. Børne- og undervisningsministeren kan i forbindelse med en beslutning efter stk. 2 efter en konkret vurdering bestemme, at den periode, eleven eller kursisten anvender det bevilgede hjælpemiddel, skal være kortere end 3 måneder.