Lov om efterskoler og frie fagskoler Kapitel 12

Denne konsoliderede version af lov om efterskoler og frie fagskoler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 479 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022,
som ændret ved lov nr. 563 af 07. maj 2019, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 12 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 53

Loven træder i kraft den 1. januar 2001.

§ 54

Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 709 af 9. september 1999, ophæves.

Stk. 2 Skoler, der er godkendt ved lovens ikrafttræden, er at betragte som godkendt til tilskud efter kapitel 2 i denne lov.

Stk. 3 Bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 3, gælder ikke for skoler, som før den 1. januar 1994 er godkendt uden skolekreds eller repræsentantskab.

Stk. 4 Bestemmelsen i § 7, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder ikke for de skoler, hvis bestyrelse inden den 1. januar 1994 er sammensat på en anden måde ifølge godkendte vedtægter eller er godkendt uden skolekreds eller repræsentantskab.

Stk. 5 Regler, der er fastsat med hjemmel i den lov, der er nævnt i stk. 1, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 55

Bestemmelsen om skoler uden elevkollegium i § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 26. oktober 1988, gælder fortsat for skoler, der inden den 1. januar 1994 er godkendt uden elevkollegium.

§ 56

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.