Lov om efterskoler og frie fagskoler § 12

Denne konsoliderede version af lov om efterskoler og frie fagskoler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 479 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022,
som ændret ved lov nr. 563 af 07. maj 2019, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

§ 12

Skoleåret går fra den 1. august til den 31. juli. En skole skal have mindst 24 årselever, jf. §§ 13 og 14, i det skoleår, der slutter i kalenderåret før finansåret, eller som gennemsnit af dette skoleår og de 2 foregående skoleår. En nyoprettet skole, der ikke har været i virksomhed i hele det skoleår, der slutter i kalenderåret før finansåret, skal opfylde kravet om mindst 24 årselever i det første hele finansår. En eksisterende skole, der ikke efter denne paragraf har opnået ret til tilskud i året før finansåret, skal opfylde årselevtalskravet i finansåret, hvor den igen modtager tilskud.

Stk. 2 For en skole, der er nævnt i stk. 1, 2. pkt., nedsættes kravet forholdsmæssigt, hvis skolen har mindre end 36 kursusuger i skoleåret. For en skole, der er nævnt i stk. 1, 3. og 4. pkt., nedsættes kravet, hvis skolen har mindre end 36 kursusuger i finansåret.

Stk. 3 En skole skal gennemføre længerevarende kurser af mindst 4 ugers varighed i mindst 20 uger i hvert skoleår, heraf skal mindst ét kursus have mindst 12 ugers varighed. Gennemfører en skole ikke dette mindste antal længerevarende kurser i et skoleår, er skolen ikke tilskudsberettiget i det finansår, hvor skoleåret slutter.

Stk. 4 En nyoprettet skole og en skole, der ikke har opnået ret til tilskud i året før finansåret, skal opfylde tilskudsbetingelserne i stk. 1 og 3 inden 12 måneder efter kursusvirksomhedens start.